Økonomistuderende er nok noget af det tætteste man kan komme på eksperter i at gå til eksamen. Vi tropper trofast op på Peter Bangs Vej og lægger beredvilligt både krop og sjæl til tre timers folkemord i både mikro 1, 2 og 3, med intet andet end en spidset blyant, en flaske vand og det (gode) humør under armen. Den tilbagevendende begivenhed med de faste rammer og traditioner får nærmest karakter af et ritual, der, som ritualer er bedst, fører de afmægtige studerende igennem fire faser. Over de kommende fire uger kan du derfor læse med, når vi sender reportager fra eksamenslæsningens vakuumtilværelse, der nok føles ensom, men ikke desto mindre har karakter af et fælles gode blandt dig og dine kære medstuderende.

I denne uge er vi nået til eksamenslæsningens anden fase, frygten for den første tidligere eksamensopgave. Hvis du gik glip af reportagen fra den første fase, eller stædigt benægter at maj måned lakker mod ende og varsler eksamenstidens kommen, kan du læse om den tidligere fase her.

Fase 2: Frygten for den første tidligere eksamensopgave

Selvom solen stadig skinner og det på mystisk vis lader til, at samtlige indbyggere i København har både tid og overskud til at få luftet de vinterblege stænger, har du efterhånden indset, at det ikke nytter noget at blive ved med at benægte, at din næste aftale på Peter Bangs Vej rykker nærmere og nærmere. Så du har taget skeen i egen hånd, har slået røven i sædet og indstillet dig på, at de næste uger står på lige dele skrivekrampe og aftagende livslyst - og kaffe, ikke at forglemme. Men netop som du beslutter dig for, at det er på høje tid at genbesøge en gammel ven “Opgaver og Rettevejledninger”, er det, at den velkendte panikfølelse begynder at brede sig. Du kender den fra tidligere. Det er frygten for den første tidligere eksamensopgave, der melder sin ankomst.

Du ved af bitter erfaring (og en halværgerlig lynprøve), at eksamenssættet lægger benhårdt ud med et par hurtige sandt/falsk-spørgsmål. Hensigten er utvivlsomt at få varmet de studerende op, inden det for alvor går løs med kompleksiteten i delopgave to, men lige på nuværende tidspunkt er du også pinligt bevidst om, at du, hvis bølgerne går højt, er i stand til at gætte rigtigt på et forsvindende lille antal af dem. For slet ikke at nævne delopgave to, der formentlig lægger op til, at du skal genopfinde den dybe tallerken, eller hjulet, eller kvantemekanikken. Alt sammen uhyre demotiverende.

For at undgå nederlagsfølelsen ved end ikke at være i stand til at levere et fyldestgørende svar på eksamenssættets allerførste opgave begynder du smådesperat at se dig omkring efter semirelevante overspringshandlinger. Det kunne jo måske også være, at det var en god idé at (gen)læse pensum? Eller kaste et kritisk blik på dine gamle afleveringer? Har gode gamle Hjarn ikke også lige skrevet et nyt blogindlæg på Altandetlige, der måske i en eller anden kvasisyret kontekst kunne gå hen og være eksamensrelevant? Hvad var det nu den økonomipodcast, I har snakket om i læsegruppen, og som du stadig ikke har fået hørt, hedder? Og trænger der ikke også efterhånden til at blive pudset vinduer i lejligheden?

Mulighederne er mange. Men enhver politstuderende med respekt for sig selv ved, at det egentlige afkast ved eksamensoplæsningen indkasseres, når man med den spidsede blyant i hånden går i kødet på de tidligere eksamenssæt.

Det bedste råd herfra er derfor, se nu at få ripped the band aid off, slå røven i sædet igen, smid nogle motiverende melodier i ørerne og spring hovedkulds ind i den stensikre fiaskooplevelse ved at (forsøge at) regne den første gamle eksamensopgave.

Og ro på. Rettevejledningerne er der af en grund, og vi er mange, der bruger dem væsentligt mere end opgaverne.

Eksamenslæsningens anden fase - frygt

Kommentarer (0)