Han er bankmand helt ind i hjertet. Han taler engageret om den respekt, der – trods finanskrisen – stadig hviler om det at være bankmand. Det kræver integritet. Han er stolt af sit hverv, og han kunne aldrig forestille sig at lave andet.

Søren Kaare-Andersen kom til Roskilde Bank fra en chefstilling i BG Bank i sommeren 2007. Da han satte sig i stolen som administrerende direktør i Roskilde Bank, der dengang var landets tiende største pengeinstitut, var det kronen på en bankkarriere, der startede allerede to år inde i polit-studiet.

- Jeg har arbejdet i pengeinstitutsektoren siden starten af anden årsprøve. Der arbejdede jeg i bank, og det har jeg gjort lige siden.

Da det blev tydeligt for medierne, at bølgerne stod højt omkring banken i Roskilde, havde Søren Kaare-Andersen været i banken i ét år. Ved tiltrædelse var han klar over, at der ventede en stor udfordring i Roskilde. Det kunne han se i regnskaberne, og det var det han hørte på vandrørene. Banken ikke var helt sund.

- Jeg vidste godt, at det blev mere udfordrende, end folk lige regnede med, for jeg kunne godt læse regnskaber, og jeg kunne godt se, at banken ikke var så god, som den selv gjorde sig.

Hvad var det for en udfordring, du troede, at du skulle ind til?

- Jeg troede, jeg skulle ind til en udfordring, hvor man kunne sige, at det var godt nok en bank, der var ”vækstet” lidt rigeligt, og der skulle styr på nogle administrative rutiner. En bank, der markedsførte sig meget som den lille bank, men lå med kæmpe udlån til ejendomsmarkedet. Jeg vidste godt, at jeg skulle i gang med at nedbringe ejendomsudlånet og lave nogle nye strategier for, hvordan man kommer over i nogle andre brancher. Det var det, jeg havde forudset, jeg skulle i gang med, fortæller Søren Kaare-Andersen.

100-dages planen

Han overtog direktørstolen efter Niels Valentin Hansen, den berygtede Roskilde Bank-direktør gennem 30 år. Derfor var Søren Kaare-Andersen godt klar over, at han fik brug for hurtigt at skaffe sig et fuldstændigt overblik over den bank, som Niels Valentin efterlod med de gode og dårlige vaner, han havde skabt i siden 1978.

- Jeg lavede mig en plan for, hvordan jeg ville gribe det hele an. Det galt om at prøve at afdække så mange aspekter af banken som muligt. Et var selvfølgelig at afdække de interne procedurer, men også at få afdækket kreditter og alle interessenters forhold til virksomheden – kundernes forhold, medarbejdernes forhold, ledernes forhold.

- Så jeg havde lavet en plan for, hvordan jeg i løbet af de første hundrede dage kom rundt om alt det her. Det betød faktisk, at jeg havde tre interviews hver dag i samtlige hundrede dage for bare at komme nogenlunde rundt. Det var så det, der skulle gøre, at vi havde et tilstrækkeligt grundlagt til at lave en ny strategi, forklarer Søren Kaare-Andersen.

Efter de hundrede dage og tre hundrede interviews blev den nye strategi formuleret og var klar til at ”rulle”, som han selv udtrykker det, fra midten af oktober. Men i stedet for at rulle fremad, blev den nye ledelse indhentet bagfra af finanskrisens bølger, der slog mod banken.

- Hver gang vi rullede noget ud, så havde bølgerne så at sige indhentet os.

Udfordringerne tårnede sig op for Søren Kaare-Andersen og kollegaerne i Roskilde Bank.

- Jeg fandt løbende ud af, at det stod værre og værre og værre til. Men det var jo ikke det samme som at sige, at jeg troede banken lukkede, for det troede jeg ikke. Jeg troede, at vi ved at ændre vores strategier kunne redde stormen af.

Til sidst indså han, at grænsen var nået, banken måtte sælges, hvis den skulle kunne drives videre. Men køberne stod ikke i kø. Finanskrisen lagde en naturlig dæmper på bankernes opkøbslyst og med Roskilde Banks brogede kundekartotek, var der til sidst ikke andre muligheder end at hejse det hvide flag.

- Da jeg kom til konklusionen, at nu kunne det ikke holde mere, det kunne ikke lade sig gøre at redde banken, så blev jeg nød til at tage telefonen og ringe til tilsynet (Finanstilsynet, red.).

Frygtede et run på banken

I de sidste hektiske uger arbejde Søren Kaare-Andersen særligt med at sikre, at banken ikke blev væltet, når informationen om den faretruende situation blev sendt ud. I hvert fald skulle indlånernes penge først sikres, så banken ikke blev lagt ned af desperate kunder, der ville hæve deres indestående.

- Vi kunne se, da vi var ved at forberede halvårsregnskabet for 2008, at vi kom til at få væsentlig større nedskrivninger, end vi havde forventet. Vi kunne ikke sige tallet endnu, men vi vidste, det ville blive et stort tal. Med den viden, så er du nødsaget til at sende en fondsbørsmeddelelse ud.

- Jeg frygtede hundrede procent, at der ville komme et ”run” mod banken, hvis vi sendte den information ud uden, at vi havde skabt en sikkerhed. Det var så det, vi prøvede. Vi prøvede at sælge banken, og det lykkedes ikke. Til sidst var der kun et sted, jeg kunne få en garanti, og det var i Nationalbanken. De ville gerne nogle konditioner; at vi skulle sælge banken – enig -, plus en anden kondition, at vi ikke udnyttede det kommercielt.

Dermed var første skridt taget i retning af at forvandle Roskilde Bank til Roskilde Nationalbank. Men sikkerheden forhindrede ikke, at kunderne flygtede fra banken, da de dårlige nyheder nåede offentligheden.

- Det forhindrede ikke, at der kom et run på banken. Der forsvandt mere end 6 milliarder i indlån og det var på trods af, at vi havde fået Nationalbankens opbakning. Det er tankevækkende.

Træt af eksperterne

Gennem hele processen i Roskilde Bank kæmpede Søren Kaare-Andersen for at holde fast i udviklingen og have overblik over banken.

- Det er klart, at frygten hele tiden er, at det er en ukontrollabel proces, og så sidder du bare med en eller andet tømmerstok og holder fast, mens den bliver drevet af floden. Derfor er det et spørgsmål om at kæmpe sig i kontrol undervejs, og det kan være svært nogle gange.

En stor del af din rolle blev ret hurtigt, at du skulle ud i medierne og forklare bankens situation. Hvordan havde du det med at stå på mål for den kritik og de problemer, som du måske slet ikke selv har været med til at skabe?

- Det er da frustrerende. Men du må bare konstatere, at det er dit job. Det man skal bruge tiden på, det er ikke at koncentrere sig om de kort, man godt kunne have tænkt sig at have på hånden, men derimod de kort man har på hånden.

Har du følt, du har stået alene?

- Ja, det synes jeg nok.

- Det er en hård omgang. Du må være opmærksom på, at du sidder med aben. Der er mange, der har sagt, ”hvorfor holdt du ikke op Søren?”. Jeg vidste, at hvis jeg holdt op, så lukkede banken. Så jeg ville ikke. Er jeg så en eller anden naiv tosse? Nej, jeg synes bare, det er almindelig anstændighed.

Søren Kaare-Andersen føler ikke, at han har været igennem mediernes vridemaskine, men det er nu alligevel let at mærke, hvordan de mange eksperter irriterer ham med deres bedømmelser og vejledninger i, hvordan han og Roskilde Bank burde have gjort.

- Det kan man blive så helt vidunderligt træt af. Eksperter der udtaler sig uden nogen som helst form for praktisk erfaring. Det kan jeg blive så røv træt af.

- Det er jo ikke sådan, at der mangler eksperter i det her land. Men de fleste af dem har én god ting, som de bruger hele tiden. Og det er bakspejlet. Der er bare den ulempe, at hvis du skal køre, så er noget af det vigtigste at koncentrere sig om, det er at se ud gennem forruden.

Udfordringen overraskede

Det var udsigten til at få Roskilde Bank på ret køl, der i sin tid lokkede Søren Kaare-Andersen fra sin attraktive chefstilling i BG Bank til direktørstolen i Roskilde. Men han blev overrasket over omfanget – og fortryder i dag sit valg.

- Jeg synes, det er sjovt med en udfordring, det synes jeg. Det tænder mig. Men at det var en udfordring af den størrelse, det havde jeg ikke forventet. Og hvis jeg havde vidst, at det var det, så havde jeg ikke taget den.

- Det, der er helt fundamentalt, er, at kreditkulturen var langt værre end forventet, de administrative rutiner var langt værre end forventet, og der var ikke taget de sikkerheder, man skulle. Der var ikke lavet de nødvendige ting, som hører med til godt håndværk. Jeg vidste ikke, at det var så slemt. Det tror jeg ikke, der var nogen der vidste.

- Jeg havde ikke forudset, at jeg kom til en virksomhed, hvor man havde stoppet sine egne aktier ned i hver en krog, der var, og i øvrigt belånt dem samtidig. For det var jo en decideret bombe under virksomheden.

Søren Kaare-Andersen mener, at den meget omtalte sag, hvor Roskilde Bank anbefalede sine kunder at købe bankens egne aktier – oven i købet med mulighed for at optage lån til at købe aktierne for –, på alle måder er i strid med god bankvirksomhed. Det er moralsk forkert og ét blandt mange tegn på svigtende håndværk.

Han understreger igen og igen, at udfordringen viste sig at indeholde mange skjulte overraskelser, som – hvis han havde kendt til dem, da han tog jobbet – klart ville have holdt ham fra at sige ja-tak til det.

- Hvis jeg havde vidst, det var som det var, så havde jeg aldrig gjort det.

Farvel og tak, Roskilde

Søren Kaare-Andersen er netop gået af som administrerende direktør og arbejder i øjeblikket som rådgiver for Roskilde Bank. Han forklarer, at det allerede blev aftalt, da Nationalbanken overtog resterne af Roskilde, at han ikke skulle blive til det, han selv kalder ”the bitter end”. ”Det er mine kompetencer ikke til”. Han afslører dog også klart, at det ikke er meningen, han skal blive i stillingen som rådgiver særlig længe. Nu er det tid til at komme videre.

- Så det er klart, at jeg skal have mig et nyt job, og det skal jeg så ud og finde.

Hvor mange ridser i lakken har dit cv fået af at være to år i Roskilde Bank?

- Jeg ved det ikke. Det må andre vurdere.

Hvad skal du så nu?

- Jeg ved det ikke. Jeg ved det helt ærligt ikke, siger Søren Kaare-Andersen.

Først skal han have det hele lidt på afstand.

- Det her har været en hård tur. Og det er noget, der sætter sit præg på en selv. Derfor har jeg behov for, at nu går der lige en periode, hvor der er ro i lejren. Jeg vil selv sige, at jeg ikke er så slidt. Men der er nogen, der siger, at man godt kan mærke, at jeg har været det igennem.

Når de sidste opgaver i banken er afviklet, skal han holde en lang sommerferie efter en udfordring af de rigtig store.

- Jeg har gjort det, så godt jeg kunne. Så må det være op til andre at bedømme, om jeg har gjort det godt nok.

Han stod ved roret, da orkanen ramte

Kommentarer (0)