Du arbejdede mellem 2000-2004 som cheføkonom i UNIDO, hvad gik det ud på?

Jeg var en særlig rådgiver for Generalsekretæren og noget af det, jeg specielt lavede, var at tage mig af UNIDOs forskningsarbejde, herunder lavede vi et særligt forskningsprojekt, som rettede sig mod den del af udviklingslandene, som virkelig var marginaliserede, altså de svageste af udviklingslandene. Herudover var jeg indblandet i en række af de mere miljømæssige og bæredygtige ting, blandt andet et program UNIDO gennem længere tid havde haft med navnet Cleaner (med tryk på –er – Red.) Technology, men der var knap så meget succes. Det var måske lidt for tidligt. Timingen er fuldstændig afgørende for sådan nogle ting.

Blev du tilbudt jobbet?

Ja, jeg havde længe gerne villet prøve FN-systemet og havde siddet længe i Folketinget på det tidspunkt. Allerede inden - da jeg sad på økonomisk institut - var jeg engageret i udviklingsarbejde og var to måneder i Pakistan for DANIDA. Her lavede jeg arbejde omkring deres femårsplan. Hele den side var tidligt noget, jeg var meget interesseret i. Så det var ikke noget nyt. FN-systemet fascinerede mig, og jeg ville gerne prøve, hvordan det var. Det var på mange måder godt, men er også problematisk på mange måder.

Jørgen Estrup har siden 2006 været formand for FN-forbundet i Danmark og er herigennem involveret i en række projekter, blandt andet aktiv i gennemgangen af menneskerettighederne i Danmark.

Jeg har interesseret mig meget for menneskerettigheder i den sammenhæng og sidder i det, der hedder Rådet for Institut for Menneskerettigheder, som FN-forbundets repræsentant, og vi har engageret os meget i den såkaldte eksamination af Danmark, der var for menneskerettigheder omkring 2011, og det er lidt et arbejde, der fortsætter. I eksaminationen får man en række vurderinger fra FN’s menneskerettighedsråd, som beder rådet i Danmark om at forholde sig til. De punkter, hvor Danmark ikke uden videre vil acceptere det, følger man så med i hvad der sker, og de punkter hvor Danmark accepterer, venter man på en redegørelse for hvordan man har ændret praksis.

Jørgen Estrup har rundet de 70 år, men kører stadig på fuld tryk. Han er aktiv i FN-forbundet, blander sig indimellem i dansk politik og har herudover sit eget konsulentfirma.

Jeg har lidt en fornemmelse af, at øreklapstolen ikke er så interessant. Jeg kan selvfølgelig godt lide, at nogle kan bruge det, jeg kan. Der ligger en kolossal tilfredsstillelse i det. Når man så har følt i mange år, at der er bestemte områder, hvor der er behov for, at man gør noget, og det synes jeg mange af de steder, jeg har været. Så slipper man det jo ikke før, man næsten ikke orker det selv, eller der ikke er nogen, der kan bruge en. Jeg har ikke tænkt mig at holde op før det stopper, eller jeg ikke selv orker det.

Da jeg sagde op på universitet i 2004, startede jeg min egen konsulentvirksomhed og har arbejdet meget for DANIDA og mest i Afrika, i hvert fald i starten. Nu er det så blevet lidt mere bredt. Jeg har været i UNIDOs Irak projekt, hvor jeg ikke selv har siddet i Irak. Jeg har mest siddet hjemme og været i Amman og arbejdet noget der. Min counter part sad i Baghdad, det har været lidt hårdt.

Herudover har jeg arbejdet på et demokratiprojekt i Nepal, hvor der blev udskrevet en såkaldt lokal partiguide. Simpelthen en slags brugsvejledning, men ikke ud fra den betragtning at "i skal gøre sådan", men at "i kunne gøre sådan". Vi har gjort sådan i Danmark, og det kunne måske inspirere til hvordan, man opretter den her forening og organiserer sig på partibasis, så man kan få demokratiet til at virke, både i de enkelte partier, men selvfølgelig som et generelt princip i Nepal. Nepal er et land, der virkelig har haft en besværlig tid med borgerkrig osv. og stadig unægtelig er det, man kalder en trykket stat.

Kendt.Polit: Jørgen Estrup

Kommentarer (0)