Om lidt slår dørene til forelæsningssalen i Christian Hansen auditoriet igen op og byder de nystartede politstuderende velkomne til deres første forelæsning i matematik A. Men når det sker, så er det ikke længere synet af den efterhånden ikoniske Mogens Nørgaard Olesen stående foran kridttavlen, der vil møde de ærefrygtige nye studerende.

Med sommerferiens endeligt i næste uge overdrager Mogens nemlig matematikstafetten til Thomas Jensen. Thomas har tidligere forelæst i bl.a. mikro I og II på instituttet og er derfor ikke et helt ubeskrevet blad blandt forelæserstaben, og vi har også tidligere været i korrespondance med ham her på redaktionen. Alligevel er det sko af en vis størrelse, Thomas skal udfylde, når efterårssemestret melder sin ankomst. Efter 25 år som matematikforelæser på instituttet, må Mogens efterhånden siges at have tilegnet sig en gedigen erfaringsballast.

I den anledning har vi på Altandetlige.dk sat Mogens i stævne til en snak om, hvilke råd han vil give Thomas med på vejen, når han om lidt med kridtet og kridttavlen som eneste våben (medmindre der for alvor kommer fart på den teknologiske landvinding her på stedet) skal løfte matematikarven fra Mogens.

En snak med Mogens

Vi fanger Mogens en eftermiddag, efter han har brugt formiddagen på at snakke bijektive vektorfunktioner og topologi med sommerskoleeleverne på dynamiske modeller - et kursus Mogens i øvrigt forsætter med i det nye akademiske år. Nok er hans kontor i bygning 26 noget sparsomt indrettet og holdt i mørke farver, men iført sommergul fra top til tå og sit sædvanlige gode humør, får Mogens hurtigt kontoret til at fremstå nogle nuancer lysere.

Fast inventar på første årsprøve

Vi lægger ud med et tilbageblik på Mogens’ 25 år som matematikforelæser på instituttet. Som Mogens selv bemærker ”har jeg siden 1993 været fast inventar på første årsprøve”. Det bringer os helt naturligt og ganske i Mogens’ ånd videre til en snak om, hvordan studiet og navnlig matematikundervisningen har ændret sig i årenes løb.

Mogens fortæller ”Det at være matematikforelæser her på stedet har jo ændret sig markant i og med, at studenterne er anderledes, end de var i 1993. Det hænger nøje sammen med, at gymnasiet er blevet lavet om – og måske også for mange gange. Det er som om, der er for meget politisk tumult om gymnasiet, og dertil kommer, at gymnasielærerne ikke er tilstrækkeligt stolte af deres fag.

I 1993 var det sådan, at de studerende kom ind på økonomistudiet, og så påbegyndte man matematikundervisningen som en direkte fortsættelse af det allerhøjeste niveau, der fandtes på gymnasieskolen på det tidspunkt. Altså mat-fys-grenen. Det vil sige, at vi dengang startede med partielle afledede, simpelthen. Der var ikke noget med andengradsligninger og andet halløj. Og det gik fint, fordi folk var klædt på til det dengang”

Mogens beretter i forlængelse heraf om, hvordan først Standardforsøget af 2002 og siden Gymnasiereformen af 2005 bød på et faldende niveau i matematik blandt de optagne studerende på polit i de efterfølgende år. ”Det betød helt konkret, at vi kunne se, at dumpeprocenten eksploderede i de efterfølgende år. Var det så fordi jeg var blevet elendigere? Nej”.

Men Mogens øjnede en løsning på udfordringen med de stigende dumpeprocenter, nemlig ”At man bevilligede 50% mere undervisning til mig og mine assistenter. Og det gjorde man”. Et tiltag han i øvrigt selv vurderer var og fortsat er ”en stor, stor succes ja”.

Og det bringer os til det første råd Mogens vil viderebringe til Thomas, når han inden længe er ansvarlig for at føre de nye studerende gennem første årsprøves matematikpensum.

”Derfor bliver mit første råd til Thomas, at han skal være vågen og opmærksom på, hvad der sker. Og så skal han være parat til, til enhver tid, at lave de justeringer, der kræves.

Han skal altså være klar over, hvad der foregår ude i verden – og så skal han være opmærksom på, hvad det kan betyde for undervisningen her på stedet”

Faget skal have saft og kraft

Som snakken fortsætter, begynder Mogens at tale sig ind på et andet råd, han også gerne vil give Thomas med på vejen. Det handler i grove træk om at bevare viljen til at gøre matematikfaget på økonomistudiet til et dannelsesfag. Eller sagt med Mogens’ egne ord, så skal ”faget have saft og kraft. Hvis man bygger undervisningen af de unge mennesker op omkring sætning – bevis – sætning – bevis – og regn så det her ud, så har man gjort faget sterilt. Jeg har jo den holdning til matematik, at det er et kulturelt fag. Tænk bare engang på, hvordan matematikken egentlig gennemsyrer vores samfund – og de samfund, hvor det er tilfældet, de har været de førende i mange henseender. Altid.”

Mogens’ argumenter herfor er mangefacetterede og vidner om bred historisk viden. Snart bliver der draget paralleller til Perserkrigene, hvor grækerne til trods for at de var svært i undertal gang på gang slog perserne hjem pga. deres manøvredygtighed og tekniske snilde. Snart er det Kant og Thales, der bliver hevet op af hatten, og inden længe snakker vi om regeringens ghettopakke og genindførslen af et filosofikum.

Det er næsten som at være tilbage til matematikforelæsningerne på første semester. Det ene øjeblik er man lige ved at have fanget, hvad et underrum er, det næste går man anekdotisk til lineær algebras oprindelse for til sidst at sende en venlig hilsen til en af kongerigets mange færgeruter. Digressioner er der med andre ord nok af. Og det er måske netop Mogens’ pointe, når han understreger ”At vi skal se på matematikken i en kulturel sammenhæng, og vi skal se på matematikken i en historisk sammenhæng. Derfor skal den slags ting også nævnes. I er jo nødt til at forstå, hvorfor I skal brug matematik. Det vil jeg håbe, at også han (i. e. Thomas) vil tage op”.

Så er I advaret

Vores snak med Mogens er ved at nå til vejs ende. Men selvom Mogens ikke længere får lov til at underholde de nye hoveder på politstudiet til matematikforelæsninger, så får han forvisset os om, at der næppe bliver stille fra hans ende af lejren ”for jeg blander mig meget i den offentlige debat. Hvis man også googler mig, så kan man se, at der er tonsvis af indlæg. Det vil jeg blive ved med så længe jeg lever. Også til den tid, hvor jeg ikke længere kommer her på instituttet.”

Og netop som vi er på vej ud af døren, får vi følgende ord med på vejen ”Og så vil jeg true jer med en ting, jeg bliver ved med at skrive bøger”.

En legende takker af

Kommentarer (0)