I 1976 forsøgte bangladesheren Muhammed Yunus at løse dette problem. Som led i et akademisk studie åbnede han ”The Grameen Bank” i Bangladesh, et projekt som gav kvinderne i et fattigt lokalsamfund adgang til små lån til eksempelvis husdyr og værktøj. Tilbagebetalingen af lånene blev sikret ved at etablere grupper af lånere, hvori alle medlemmer kollektivt hæftede for alle lån. Modellen, som fik navnet mikrofinansiering, blev en bragende succes og har i de seneste år oplevet enorm popularitet, både fra politikeres, hjælpeorganisationers og private donorers side. Altandetlige.dk har talt med Sixten Rygner Holm, som blev bachelor i økonomi fra KU i vinters. Fra midten af februar til midten af maj er han praktikant i mikrofinansieringsselskabet Tujijenge Tanzania. Han fik sin praktikplads igennem en af selskabets partnere, det danske firma MyC4, der forbinder investorer med afrikanske entreprenører via en online platform (se www.myc4.com).

Hvad laver jeres mikrofinansieringsselskab?

Tujijenge udbyder mikrolån til små og mellemstore virksomheder i Dar es Salaam og er for-profit. Det er derfor funded af folk, der håber på en god forrentning. Tujijenge er finansieret af lokale banker, MyC4 og Kiva (noget lignende MyC4 bare med gruppelån).

Hvad laver du i selskabet?

Jeg er praktikant og har derfor været rundt og snuse til diverse områder indenfor mikrofinansiering. Jeg har både fulgt låneofficererne i marken, mødt kunderne og deres forretninger, fulgt forretningsanalyseprocessen og monitoreringen af lån. Derudover har jeg haft ansvaret for at oprette lånene på MyC4's platform, så de var tilgængelige for investorer, og holde investorerne opdateret omkring eventuelle forsinkede betalinger og defaults.

Mikrofinansiering er blevet ekstremt populært i løbet af de seneste år. Det er blevet fremstillet som et eksempel på, at en "markedsløsning", i modsætning til ren velgørenhed, kan løse fattigdomsproblemer. Har du set eksempler på, at mikrofinansiering fungerer og på at det ikke fungerer?

Tja, fra min stol er mikrofinansiering mere en god løsning på den markedsfejl, der er på lånemarkedet i lande som Tanzania, hvor små og mellemstore virksomheder ikke har mulighed for at låne i banker. Som middel til at udrydde fattigdom arbejder mikrofinansiering mere indirekte, fordi der ikke gives lån til folk, der ikke kan dække lånet med nok pant - dvs. der gives ikke lån til at opstarte en virksomhed, der skal være noget i forvejen. Og så indeholder mikrofinansieringsmetoden paradoksalt nok risikoen for, at kunden bliver endnu fattigere end før lånet, hvis kunden ikke kan betale lånet tilbage og mikrofinansieringsselskabet bliver nødt til at inddrage det kunden har sat i pant.

Kan du pege på, hvorfor I igennem jeres forretningsmodel har succes med dem, bankerne ikke vil have som kunder? Gør i noget, der er helt anderledes end dem?

Ja, der er næsten flere forskelle end ligheder på banker og mikrofinansieringsselskaber. At udbyde mikrolån kræver et helt andet set-up end bankernes. Man har låneofficerer der hyppigt er i kontakt med kunderne, besøger dem (anmeldt og uanmeldt) og monitorerer lånet. Det er låneofficererne og den nærmest konstante kontakt til kunderne der gør mikrofinansiering mulig og rentabel.

Hvad stiller jeres kunder typisk i pant?

Det er mest husholdningsting som TV-systemer, køleskabe, store møbler, musikanlæg og måske en bil hvis lånet er stort. Derudover diverse ting fra forretningen fx en tandlægestol hvis kunden er tandlæge.

Hvordan vælger man, hvem der er kredit-værdige, dvs. kan modtage finansiering, når man ikke har nogen kredit-historie på folk? Og hvordan vælger man, hvilke projekter der er gode nok?

Det med kreditværdighed er faktisk svært her, idet Tanzania ikke har noget lignende RKI - det er derfor svært at finde ud af, om kunden har en dårlig kredithistorie. I stedet må man spørge kundens leverandører, kommunen og lignende for at få information om kundens villighed til at tilbagebetale. Derudover prøver låneofficererne på forskellige måder at lære kundens personlighed at kende for at finde ud af, om kunden taler sandt.

Ud fra en grundig forretningsanalyse hvor låneofficeren foretager nogle beregninger ud fra data om salg, omkostninger, værdi af pant og nuværende beholdning bestemmes det om et lån kan gives og i så fald hvor stort lånet kan være.

Jeg har læst, at mange selskaber især henvender sig til kvinder, fordi de er mere ansvarlige end mændene. Har I samme "strategi"?

Det er ikke vores strategi at vælge mænd fra, men det er rigtigt at størstedelen af vores kunder er kvinder.

Føler du, at opholdet har givet dig nogle erfaringer, professionelle såvel som personlige?

Ja, uden tvivl. Udover at jeg næsten har viden nok til at starte mit eget mikrofinansieringsselskab i Tanzania, så har jeg fået en masse erfaringer om, hvordan kulturforskelle mellem Vesten og Afrika nok er en af de største udfordringer for vestlige folk, der vil lave forretning her (med Hakuna matata-livsstilen og den slags).

Derudover er det jo en fantastisk oplevelse at bo i et afrikansk land et stykke tid! Tanzanianere er dejlige mennesker, og det har beriget mig meget på mange måder personligt at bo her.

Hvis der er en polit, der går rundt med en praktikant i et mikrofinansieringsselskab i maven, har du så et godt råd til dem?

Undersøg mulighederne grundigt og lav en klar plan for praktikforløbet med virksomheden. Man kan gøre som mig og få MyC4 til at hjælpe med at finde en praktikplads - de vil hellere end gerne hjælpe. Og så bare: Gør det! Det er en virkelig fed oplevelse.

Mikrofinansiering i Tanzania

Kommentarer (0)