Jeg er træt i hovedet efter alt for mange timers specialeskrivning, men begiver mig fuld af forventning ind i de spændende lokaler i kødbyens kontorfællesskab, Soho.

De store, åbne lokaler emmer af liv og kreativitet. Jeg følger skiltet, der siger Inviso, og bevæger mig op af en trappe. For enden af trappen finder jeg en fest.

Soho
I Soho findes alle typer. Fra den unge kvinde med lidt for meget make-up og lidt for lidt tøj, til den ældre lidt hippie-klædte kvinde, som læner sig op ad den meget velsoignerede mand i jakkesæt. Jeg føler mig for en kort stund sendt over Atlanten til det hippe område syd for Houston Street, New York City, der bærer samme navn.

Den ene endevæg i det åbne lokale er beklædt med mobiltelefoner i forskellige farver. De hvide skiller sig ud og danner opråbet ”What a waste”, og jeg fornemmer, at det er de kreative iværksætteres opfattelse af det, at vi andre ikke tør tage chancen.

Jeg hvirvler mig ind mellem gæsterne, snor mig rundt om birkestammerne, som er plantet midt i rummet, og endelig når jeg frem til det rigtige selskab. Der er mange mennesker, selvom kl. endnu ikke har slået 5. Folk har gjort deres for at slippe tidligt fra arbejde og studie for at fejre en stor begivenhed: en ung mand og cand.polit, Peter, har sagt sit voksenjob i Danske Bank op for at starte virksomheden Inviso sammen Simon, en gammel kammerat.

Sådan begyndte det hele
Det er ikke første gang, de sammen bevæger sig ud af det spor. Det kan Simons mor berette i en tale, som hun har fået tilladelse til at holde. Hun nævner pokerchipsene, der blev sendt fra Kina, og som med stor succes blev videresolgt over nettet. Og teltene som blev indkøbt til videresalg i forbindelse med Roskilde Festival, med den det lille minus, at teltene først kom efter, at festivalen var slut. De måtte sidenhen ligge flere år i diverse loftsrum.

Simons mor står foran et af to borde bedækket med champagne, slik og chips, mens hun taler. To drenge bevæger sig i pendulfart mellem et lille lager og bordene. De ser til, at alt er i rigelige mængder. De er begge polit-studerende og netop blevet ansat i den spirende virksomhed.

Midt på hvert bord, flankeret af champagneflasker, står en stor skærm, som viser en præsentation af Tableau. Det er data-programmet, som skal gøre Inviso til en succes. Peter og Simon skal lære de store virksomheder, hvordan de bruger Tableau til at få styr på store mængder af data (big data). Det er den forhåbentlige succes, jeg er kommet for at fejre sammen med mange andre politter, øvrige venner og familie.

En gruppe gæster har placeret sig inde på selve kontoret, som har udsigt over den hvide kødbys højre gård. Og der midt i rummet står Peter, den ene halvdel af Inviso. Han er et stort smil. Der hænger to flotte plakater med virksomhedens logo på den ene væg, og en tavle som normalt er fyldt med gode idéer på den anden. To skriveborde vender ind mod hinanden, og på hvert af dem står en kæmpe Mac-skærm, som forhindrer de to iværksættere i have for meget øjenkontakt, mens de arbejder.

Tak for i aften
Efterhånden som klokken nærmer sig både 5 og 6 bliver både kontoret og gangen fyldt rigtig godt op. Jeg er ikke den eneste, der mener, at nyheden skal skylles ned med bobler. Der bliver skålet, lykønsket og udråbt længe leve til både drengene og Inviso.

Klokken bliver alt for mange alt for hurtigt, og fem minutter i syv må jeg haste ud af døren, mens jeg kaster lidt håndtegn som farvel til højre og venstre. Jeg skal nå en aftale kl. 19. Men nu er stedet indviet, og jeg ser frem til at komme på besøg igen.

Når en cand.polit bliver selvstændig

Kommentarer (0)