Den 10. oktober 2018 rejste 30 polit-studerende mod et statstyret og varmt land i Caribien. Et land, hvor der ikke er tvivl om at Che Guevara er en helt, hvor Fidel Castro får credits for at have fundet på iskiosken og hvor USA med lange arme isolerer landet fra alt og alle. Turen gik til Cuba, hvor stud.polit’erne gennem masser af spændende oplevelser og oplæg virkelig mærkede landet, selvom kombinationen af tung cigarrøg i lungerne og en hovedpine forårsaget af gårsdagens rom gjorde sit for at sløre indtrykkene. Spørgsmålene blev i løbet af turen til flere end antallet af svar.

Afrejse mod de cubanske rytmer

Politterne lettede om formiddagen den 10. Oktober. Med i kufferterne var foruden badetøj, jakkesæt og solcreme store forventninger til hvad vi i virkeligheden har sagt ja til. Selvom vi forud for turen havde været til to oplæg, var vi stadig klar over at Cuba ville være et land, der skulle blive svært at blive klog på. Ligeledes kendte mange ikke hinanden på forhånd, så der var mange usikre parametre. Politterne glemte de usikre parametre og hoppede ombord på Air Canada og snart var det eneste i mellem dem og Havana kun en lang flyvetur, en kedelig pastaret, Toronto og en lille pose saltpretzels. Efter en meget lang tur, landede politterne i fugtigt subtropisk klima på Cuba. 2,5 gange større end Danmark, et mystisk to-valutas system (en valuta som har 0 værdi uden for Cubas grænser og er bundet op til den amerikanske dollar på trods af at der er handelsembargo) og kun 1 parti.

Under turen fik vi lov til se Cuba fra mange vinkler gennem flere spændende oplæg. En overordnet tendens ved oplæggene og virksomhedsbesøgene var, at de alle sammen kom til at handle om hvordan det politiske system påvirkede de mange parter.

På Sveriges ambassade fik vi et meget ærligt og jordnært indtryk af, hvordan man bedriver politik og networking, i et land med et meget lukket system, der ikke ligefrem opsøger internationale samarbejdspartnere.

Sådan ser 30 stramtklædte politter ud foran EU's ambassade, hvor vi mødtes med ambassadøren, head of political section og head of the cooperation section.

Vi besøgte ligeledes EU’s delegation på Cuba. Tal og statistik betragtes som statshemmeligheder på Cuba, så det var det eneste virksomhedsbesøg, hvor der kom nogle tal på bordet og vi fik lidt mere økonom-indsigt i landet. Noget der særligt gjorde indtryk på gruppen, var dog informationen om statsudleverede månedlige madrationer. De indeholder få ting som ris og bønner, og særligt, bemærkelsesværdig var hele 2 kg sukker pr. Næse, men kun et halvt kilo kød.

Vi fik også et foredrag af en cubansk økonom, som havde studeret økonomi i Sovjetunionen på en udvekslingsaftale i 80’erne. En anderledes økonom, som mente, at en større turistsektor ikke kom befolkningen særlig meget til gode, da det medbragte prostitution og narko. To markeder, som vi ikke havde tid til at undersøge. Hun mente i øvrigt også at madrationerne var sammensat så sundhedsmæssigt optimalt som muligt.

Vi fik også et super spændende oplæg af cubansk historiker, hvor der blevet snakket om forholdet mellem USA og Cuba, som grundlæggende bestemmes af en lille velhavende gruppe tidligere cubanere i Miami, Florida. Bemærkelsesværdigt nok var der dog ingen, der på noget tidspunkt nævnte Cubakrisen.

Her gav kokken os en privat tur i køkkenhaven, mens

Vi fik taget gruppebillede foran Sheritts CEOs private feriehus. Kokken ville også med efter at have givet os en privat tur rundt i køkkenhaven

I den nuværende politiske situation er det meget svært at komme ind på det cubanske marked. Dette fik vi også et oplæg omkring af en amerikaner, som forsøgte at hjælpe amerikanske virksomheder ind på det det cubanske marked. Han sagde, at det kan tage årevis at få en aftale gennem den cubanske stat. En meget langsommelig proces, selvom der var åbenlyse områder, hvor Cuba kunne bruge udenlandske virksomheder.

Til det sidste oplæg hørte vi fra det canadiske mineselskab Sheritt, som blev holdt i deres CEOs private residens i Cuba. Jorge fortalte os her om hvordan Sheritt var det første joint-venture mellem en udenlandsk virksomhed og et statsejet selskab. Der blev lagt særlig stor vægt på at samarbejdet skulle være til begge parters fordel, så Cuba ikke ender med at blive udnyttet. Vi kom også til at snakke lønninger, hvor vi fandt ud af at selv de, der er højtplacerede i Sheritt ville kunne tjene mere som taxichauffører pga. statens regulering.

Det mindre seriøse

Foruden virksomhedsbesøg fik politterne også anledning til på egen hånd at undersøge den cubanske kultur. Den første uge blev brugt med at finde den bedste Daiquiri i Havana, hvorefter turen gik til Tobaksland – nærmere bestemt smukke Viñales, der bød på en lidt friskere luft og endnu billigere drinks (ca. $2 for en mojito).

Første dag i Havana brugte på skattejagt, hvor vi forsøgte at vænne os til varmen og den høje luftfugtighed. Det vænnede vi os aldrig til. Til gengæld fik vi set Old Havana – taget en masse lækre billeder og lært at ligeså smuk Havana er – lige så grim og slidt er den rundt næste gadehjørne.

I weekenden fik vi tid at svede lidt af de foregående dages romindtag ud på stranden. Foruden de kolde importerede hollandske øl (der bliver ikke lavet nok statsøl til at tilfredsstille efterspørgslen) så bød stranden på bundelendig, men vanvittig billig frysepizza.

Mandag aften blev køleskabet fyldt med øl, gryderne med guacamole og undertegnede fik sunget fødselsdagssang inden vi dansede dagen ind på en cubansk klub - komplet med storskærm med youtubevideoer og romsshots.

Man kan ikke sige Cuba uden at sige salsa. Derfor havde STUKO skaffet 30 danselærere til at danse salsa med os i to timer. Tænker man at de lidt stive politter bliver bløde så snart salsatonerne lyder så tager man fejl, men vi havde det hammersjovt og endte med at blive bedre end nogen af os havde turdet håbe på.

Sidst på turen kom flere ud på dybt vand eller snarere højt til hest, da vi fik set Viñales’ dale på hesteryg. Flere så frygten i øjnene, mens andre først opdagede den undervejs på turen som vores cowboy svingede pisken.

Hvad kan vi så tage med fra Cuba?

Cuba er på alle måder et unikt land. Det er en et-parti marxistisk-leninistisk socialistisk stat, en styreform, man ellers kun ser i Kina, Vietnam og Laos, men på nogle leder endnu mere bagud – mindre adgang til internet/omverden. Det er et land, som har goder vi kender i Danmark; et gratis sundheds- og uddannelsessystem, men samtidig har de restriktioner på salg og dyrkning af eksempelvis kartofler, der kun sælges i januar og en meget lille privat sektor.

Cuba er vanvittig, fordi det er en tidslomme med smukke, gamle, osende amerikanerbiler, hestevogne i bybilledet og elinstallationer der ville få enhver elektriker herhjemme til at krumme tæer. Men samtidig er det et land med et enormt imødekommende folk, løse salsahofter og folk i gaderne på alle tider af døgnet.

Det er et land der skal opleves, fordi det er den eneste måde, man rigtig forstår det hele. Selvom vi må indrømme, at det stadig er lidt svært at forstå, hvordan det hele egentlig fungerer.

Cuba er en anbefaling værd, men husk at tage masser af snacks med hjemmefra, for dem finder du ikke mange af.

Og så er det ikke uvæsentligt at huske på at, at selvom det er meget charmerende med vintagebiler fra 50’erne, skal du bare prøve at køre i dem på motorvejen en gang, med tung os, tvivlsomme bremser og en løs dør, før du ligesom har prøvet det. Og det understreger i virkeligheden oplevelsen på Cuba meget godt, for ligesom det er fantastisk og charmerende, er det altså også tragisk at se, hvordan 11 millioner mennesker lever nærmest uden kontakt til omverdenen og mange med meget få muligheder.

Rejsedagbog fra Cuba

Kommentarer (0)