Jeg har på forhånd besluttet mig for lave en opfølger på den kritiske artikel, som jeg skrev om translokationen på polit for godt et år siden. Peter Erling er siden sidst blevet afløst af Mette Gørtz i hvervet som studieleder, så der er lagt op til et arrangement med nye toner. Jeg lader mig derfor allerede begejstre, da jeg læser invitationen. Dagens taler udefra er forskningschef i Rockwoolfonden, Torben Tranæs, som har bedrevet mange interessante analyser.

Ankomst - ingen rød løber
Jeg træder ind i den nye bygning på CSS, der til forveksling ligner de andre. Men murstenene er drejet 90 grader. Det er selv samme bygning, som kort efter sin opførelse mistede taget under et vindstød. Den skyldige var Bodil eller Allan - jeg husker det ikke nærmere.

Det hele foregår i et forelæsningslokale i kælderen, som ligner – og sikkert er – de nye studerendes pendant til vores gamle stamlokale Chr. Hansen Auditoriet. Rummet emmer af ro, der for manges vedkommende er affødt af, at en hård specialeproces endelig er overstået. For andre - langt de fleste - er specialeskrivningen afløst af et mindst lige så hårdt arbejdsliv. Men der kommer et tidspunkt, hvor det er tid til at tage skridtet og forlade det beskyttede universitetsmiljø og træde ind på arbejdsmarkedet. Det er det skridt, som den forsamlede flok denne torsdag eftermiddag har taget - med rystende knæ.

Eftermiddagen bliver indledt med, at studieleder Mette Gørtz byder velkommen, og derefter kommer den tidligere politstuderende og nuværende forskningschef Torben Tranæs på banen.

Lidt om budgetrestriktioner og ligevægte
Torben har én hovedpointe i sin tale, som han understreger flere gange: det hele handler om at få et job, hvor man virkelig kan gøre skade. Det er nemlig ensbetydende med, at man også kan gøre stor gavn. Der skal økonomer til for virkelig at gøre skade - senest eksemplificeret ved finanskrisen. Til gengæld kræver det tilsvarende økonomer for virkelig at gøre gavn såsom at redde et lande ud af fattigdom.

Forskningschefen koger det ned til to begreber, som en økonom bør huske og forstå. Budgetrestriktion og ligevægt. Budgetrestriktionen definerer overordnet, at der er et begrænset antal ressourcer tilstede. Vi kommer fx aldrig til at få mere end 24 timer i døgnet, så vi er nødsaget til at agere under denne restriktion. Det handler derfor om at allokere ressourcerne derhen, hvor de er meste effektive. Når ressourcerne bliver omfordelt, så ændres priserne og så fremdeles opstår forskellige ligevægte.

Således oplyst, afslutter Torben Tranæs med en opfordring: det handler færdiguddannet økonom om at komme ud og få anvendt sin redskabskasse til at forandre tingene til det bedre.

Kohorten 5+
Herefter overtager Mette Gørtz igen talerstolen. Hun indleder sin tale med at adressere sin målgruppe. En broget buket af stolte cand.politter, der – som hun med rette antyder - er startet på studiet for 5+ år siden. Men vi er notorisk en af de sidste kohorter, som får mulighed for at forlænge studietiden. En skam ville nogle sige - en nødvendighed i følge andre.

Der er derfor stor spredning i, hvordan dansk økonomi så ud på det tidspunkt, hvor vi nyudklækkede cand.politter hver især påbegyndte vores studier af den. De langsomste startede på studiet, da Danmark kunne købe hele verden. De hurtigste, da det langt fra var tilfældet.

Mette Gørtz ønsker at afslutte sin tale med at læse vores navne op fra en liste, men ingen har udleveret listen til hende. Handlingsforløbet bliver derfor således: række for række går vi ned til Mette bag katederet, siger vores navn, og så kvitterer studielederen med en rose og et verbalt tillykke. En lidt apatisk løsning, begivenhedens storhed taget i betragtning..

Cand polit. - hvem fanden gider at klappe?
Som afslutning på arrangementet er der lækker buffet og dertil fri vin og øl (farcen om free lunch ruster aldrig). Dimittender, forældre og kærester går hurtigt ombord. Vi er en gruppe på seks, som er glade for at tilbringe en aften i hinandens selskab. Men nogen lang aften bliver det desværre ikke. Da vi for tredje gang bliver bedt om at drikke vores (genop)fyldte glas ud, og uret samtidig viser tæt på 18.30 (!), ja så takker vi af.

Højtideligt eller nogen stor fejring bliver ceremonien derfor aldrig. Alligevel giver jeg den fem stjerner. Én for Sebastian, én for Mads, en for Henrik, én for Christine og én for Ane, som har fulgt mig siden første dag på politistudiet. Dengang stod vi der i forhallen til Chr.Hansen Auditoriet - uerfarne og betuttede. I dag, godt seks år senere, sidder vi på den anden side og ser tilbage på studietiden, som noget der engang var. En del klogere på samfundsøkonomien og lidt klogere på livet...

Sidste skridt var cand.polit

Kommentarer (0)