Efter i en uges tid at have bevidnet larmende og kåde studenter i pyntede lastbiler køre skrigende gennem byen, er minderne blevet vakt, om dengang man selv færdiggjorde sin ungdomsuddannelse. Huen, lastbilturen og lancierdansen blev kronen på tre års værk.

Fem-seks år senere er politstudiet pludselig et afsluttet kapitel for en gruppe studerende. Ikke mere kaffe i cafélitten, ikke flere besøg i den mørke it-kælder og ikke flere tre-timers streseksamen.

Forventninger i bund

Den 30. maj kom så kulminationen disse studerende. Den store dag oprandt, hvor de glade, færdiguddannede politter skulle modtage deres eksamensbeviser i de Det Store Seminarium i bygning 26 på CSS.

Anette er en af dem, som i foråret færdiggjorde sin kandidat, og hun havde ikke de store forventninger til arrangementet.

”Jeg havde fået at vide, at sidste års arrangement ikke var særlig godt, og det viste sig, at det samme gjorde sig gældende for dette års arrangement. Det var en stor skuffelse,” forklarer hun.

Kunne hverken høre eller se

Peter har også netop afleveret speciale, og han havde allerede holdt flere fester for at fejre sin kandidat, da arrangementet blev afholdt. Derfor havde han undladt at invitere familien endnu engang. Og det er han glad for.

”For det første var der slet ikke plads til mig, da jeg ankom ca. 10 minutter før arrangementets start. Folk havde slæbt hele familien med, og det var slet ikke organiseret. Det betød, at jeg måtte sidde helt nede bagerst, hvor jeg næsten intet kunne se eller høre,” siger Peter.

Den fremstilling er Christina, som afsluttede kandidaten i november, helt enig i.

”Lokalet var alt for lille, og akustikken var elendig,” fortæller hun.

Rettet med mere mod de studerende

Sofie havde netop afleveret speciale, da translokationen fandt sted, og hun havde derfor taget flere familiemedlemmer med. Det fortrød hun efterfølgende. Programmet bød bl.a. på en tale, som blev afholdt af studieleder Peter Erling.

”Peter Erlings tale foregik på engelsk, selvom det viste sig, at der ikke var nogen engelsktalende til stede. Mange havde fået mere ud af det på dansk,” mener hun.

Det var ifølge Sofie svært at forstå, hvor Peter Erling ville hen med talen. Christina bakker Sofie op i kritikken af talen:

”Det var ærgerligt, at hans tale ikke var rettet mere mod de studerende generelt. I stedet fokuserede han meget på de udvekslingsstuderende og administrativt polemik omkring antallet af udvekslingsstuderende på polit i fremtiden,” fortæller hun.

Hun er glad for, at hun undlod at medbringe familien.

”Det er sgu en bedrift, at man har overlevet fem år på politstudiet. Dét bør være i centrum på sådan en dag,” siger Christina.

Ugyldigt dokument

Programmet bød, udover Peter Erlings tale, også på en gæstetaler. Hun var cand.polit og fra den virkelige verden. Der er enighed blandt de adspurgte om, at det var en udmærket tale.

Ifølge Sofie var det en god idé med en gæstetaler. Hun kunne dog godt have tænkt sig, at der havde været en, som var en smule mere nyudklækket.

”Hvis der havde været en ekstra taler, som næsten lige var blevet færdig, kunne vedkommende have fortalt anekdoter fra sin egen studietid om fx undervisere og fag. Det manglede lidt,” siger Sofie.

Da de studerende endelig blev kaldt op for at modtage deres eksamensbevis, opmærksomheden og den hæder de i så høj grad fortjente, fik de overrakt en gave. Ifølge arrangørerne et nødvendigt gode i det kommende arbejdsliv: et USB-stik med et KU-logo. De studerende modtog ligeledes et eksamensbevis, hvorpå det tydeligt var trykt, at dokumentet var ugyldigt. Et par kandidat- og bachelorstuderende stjal desuden opmærksomheden undervejs i ceremonien, fordi de havde modtaget et legat.

”Så skulle vi sidde der og glæde os på de bachelorstuderendes vegne. Og det på en dag som burde være vores,” siger Peter.

Jeg vil ønske, jeg ikke var taget af sted

Peter mener ikke, at kravene til et godt afsluttende arrangement behøver være særlig høje.

”Alt hvad vi behøvede var en stolt studieleder, som sagde stort tillykke, og hvor er I gode. Og så måske lidt champagne,” siger han.

Både institutleder Christian Schultz og studieleder Peter Erling var til stede under hele arrangementet, men alligevel lyder det sammenstemmende, at arrangementet ikke blev taget særlig alvorligt.

”Det hele bar præg af, at arrangørerne ikke rigtig orkede,” forklarer Sofie.

Anette er også meget skuffet over arrangørerne.

”De kunne i det mindste have talt sæderne, så man fik fornemmelsen af, at nogen forventede, at man kom,” siger hun.

Ifølge Anette var hele begivenheden lidt af et antiklimaks efter at have afsluttet specialprocessen og endelig være færdig.

”Jeg ville faktisk ønske, jeg ikke var taget af sted, siger hun afslutningsvist.

Hvor blev champagnen af?

Om forfatteren

Kommentarer (7)