I en branche, der mere end nogen anden bygger på subjektive holdninger og personlige præferencer, skal man ikke komme med mange ytringer, før der skydes med skarpt. Alligevel sætter økonomiprofessor her fra instituttet, Christian Hjorth-Andersen, særligt fokus på hele kultursektoren på både godt og ondt. Han stiller de spørgsmål, som økonomer naturligt stiller sig selv, men som de fleste andre – især politikkere – ikke tør stille.

Christian Hjorth-Andersen har i mange år forsket i kulturens økonomiske forhold, og hans enorme viden og grundige research kommer i den grad til udtryk i bogen. Mange af bogens kapitler er således detaljerede redegørelser af kulturøkonomiens forskellige dele, fx film, bøger, teater, musik osv. I forordet bliver man som økonomistuderende naturligvis en smule skuffet, når man møder ordene ”Der er ingen formler i bogen, stik mod økonomers sædvane”, men man fornemmer stadig en underliggende brug af økonomisk metode igennem bogen. Den mere videnskabelige fremgangsmåde er da heller ikke til at tage fejl af; der angives altid først metode så fremgangsmåde og dernæst afgrænsninger samt evt. personlige interesser, således man som læser får muligheden for at tage højde for en mulig bias i konklusionerne.

På trods af dette er det tydeligt, at bogen er skrevet til den uindviede, men interesserede, læser. Der kræves ingen forudfattet viden, og alt præsenteres præcist og konsekvent. Netop derfor kan det for økonomistuderende til tider også blive lidt trættende i længden at få forklaret begreber som betalingsvillighed, offentlige goder og forbrugeroverskud.

Får vi nok kultur for pengene?

Selvom bogen går hårdt til kulturen, er den altid fair. Man fornemmer en stor respekt og beundring fra Christian Hjorth-Andersens side til kulturen og hans kritik er ikke rettet mod kulturen i sig selv, men mod fordelingsmæssige spørgsmål og hvor vidt vi får mest mulig kultur for pengene. Bogen stiller også spørgsmål ved, hvilken form for kultur er bedst. Skyldes dét, at nogle samfundsgrupper fravælger museumsbesøg frem for tv, at de er uoplyste, og de ikke ved, hvad der er bedst for dem? Eller skyldes det blot, at de simpelthen får mere ud af at se fjernsyn?

Bogens generelle fokus ligger på en konkretisering af kulturen ved at undersøge sammenhængen mellem de penge, der bruges på kulturen, og hvor mange - og i hvor lang tid – der faktisk bruger den. Det er vigtigt at tage højde for tidsforbruget; en bog koster ikke kun den absolutte pris, men kræver også væsentlig tid og til dels også tankemæssig indsats, mens andre ting som radio kan høres, mens man laver andre ting fx kører bil.

Efter en lidt sløv start med en stor redegørelse og mange forskellige tal for de forskellige områder, åbnes der især i bogens sidste kapitler op for spændende diskussioner af politiske valg omkring allokering af ressourcer. Undervejs formår Christian Hjorth-Andersen som få at fremstå som en gentleman, når han på høfligste vis påpeger de åbenlyse ganske irrationelle politiske beslutninger, der igennem tidernes løb er taget med hensyn til kultursektoren. Man sidder med rette forundret tilbage over, at det fx med gældende lov er direkte ulovligt i Danmark at udarbejde cost-benefit-analyser i Danmark ved beslutninger omkring fredning af bygninger. Ganske mærkeligt. Lige så mærkeligt er det, at personerne, der træffer beslutninger om disse fredninger, ingen af omkostningerne påtager sig, hvilket giver klare incitamentsproblemer.

Fodnoterne*

Det største kritikpunkt til bogen, er dens massive brug af fodnoter. Fodnoterne er mange, rigtig mange, og fylder nogle gange mere end den normale tekst på en side. Ja faktisk glædes man helt nogle gange, når man har læst to sider i træk uden fodnoter, fordi de er så hæmmende for flowet i teksten. Hvor Christian Hjorth-Andersen hele vejen igennem bogen kører en konsekvent og vellykket fremgangsmåden for selve teksten, virker indholdet af fodnoterne ret tilfældig. Nogle gange er fodnoterne blot en yderligere henvisning til ekstern litteratur, og altså ikke vigtig i den generelle læsning i bogen, mens det andre gange indeholder relevant viden for forståelsen af emnet.

Sammenblandingen af relevans i fodnoterne bevirker desværre, at man er nødt til at skimme alle fodnoterne igennem, for at være sikker på ikke at misse noget vigtigt. Jeg endte flere gange med først at skimme fodnoterne på en side for vigtig viden, og derefter læse hovedteksten for at holde denne fri for afbrydelser.

Fodnoterne skal dog bestemt ikke afholde den nysgerrige polit for at give sig i kast med en generelt letlæst og ikke mindst utrolig interessant bog. Under al teksten kan man ane økonomiske modeller og man føler sig godt hjemme, når snakken falder på profitoptimering, prisdifferentiering og markedernes konkurrence. Bogen er ualmindeligt godt researchet og Christian Hjorth-Andersen formår at stille kontroversielle, men relevante, spørgsmål, og selvom der ikke altid findes svar på dem alle sammen, så reflekteres der nuanceret og nøgternt over dem. Alt sammen med en utrolig stor respekt for både læser og kulturel udøver.

Har du selv lyst til at dykke dybere ned i kulturen, så trækker Altandetlige.dk lod blandt dem, der kommenterer artiklen med et ”Jeg vil gerne have bogen” inden fredag d. 20. juni kl. 12 om et eksemplar af bogen.

* Meget tyder på, at Christian Hjorth-Andersen selv er ganske godt klar over hans heftige brug af fodnoter. Han skriver således selv følgende i netop en fodnote: ”Skulle nogen i øvrigt synes, at der for mange noter i denne fremstilling, kan det oplyses, at slutnoterne i Caves’ fremstilling går fra siderne 371-447, altså 76 sider med petit”.

Boganmeldelse: Hvad koster kulturen?

Om forfatteren

Kommentarer (38)