5.079 forskellige netværk, 56.536 forskellige poster og 37.750 forskellige danskere. Det er hvad Anton Grau Larsen og Christopher Ellersgaard, der begge er sociologer, har brugt fire år at kortlægge for efterfølgende at koge det ned til bare 423 magtfulde personer. Det er blevet til to ph.d-afhandlinger og bogen ”Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet”.

Bogen er velskrevet, letlæselig og præmissen er tydelig hele vejen igennem: få personer, der sjældent fylder meget i medierne, har enorm indflydelse når store beslutninger skal træffes. Det er kortlægningen af denne lille magtfulde elite, der udgør det nye og banebrydende ved Larsens og Ellersgaards forskning.

Tidligere undersøgelser af eliten, herunder ”Magtudredningen” fra 2001, har konkluderet, at der ikke findes en sammenhængende elite i Danmark. Ifølge forfatterne er danskerne ”klasseblinde” og er af den opfattelse, at Danmark er befolket af én stor middelklasse. Det er den opfattelse, som forfatterne forsørger at rykke ved.

Bogen er opdelt i fem dele, der i prioriteret rækkefølge kortlægger og portrætterer de fem forskellige dele af magteliten: erhvervslivet, staten, interesseorganisationer, uddannelse og kulturlivet.

Netværk giver magt

Ifølge forfatterne selv var målet med bogen at finde frem til de personer, der har størst indflydelse på, hvordan det danske samfund skal udvikle sig, og hvordan vi skal reagere på udfordringer.

I Danmark er de fleste lister over bestyrelsesmedlemmer i både offentlige institutioner, private virksomheder og foreninger offentlige tilgængelige, og det er med udgangspunkt i disse, at magteliten defineres. Man kan altså finde frem til enkeltpersoner, der bevæger sig mellem bestyrelseslokaler i store virksomheder, i fonde, på universiteter, i kulturelle institutioner og til kongelige baller.

De personer har en stor berøringsflade med andre betydningsfulde mennesker og kan komme helt ind, hvor de store beslutninger tages. På baggrund af personers deltagelse i forskellige netværk har de to forskere givet point. Små netværk er bedre end store, og to personer er bedre forbundet, hvis de kender hinanden fra mere end et netværk. Med bogen følger en plakat, der indeholder et ”kort”, hvor hele magteliten og deres indbyrdes relationer er indtegnet, og undervejs i bogen fremgår enkeltpersoner og institutioners netværk.

Listen med de 423 mest ”magtfulde” danskere er derfor nok nærmere en liste med de bedst forbundne danskere. Personen på førstepladsen er altså ikke den mest magtfulde i Danmark, men han inviteres indenfor hvor de store beslutninger tager, og han har det største netværk.

Snæver definition af magt og for mange eksterne henvisninger

Forfatterne er kun interesserede ”i den type magt, der kan omsættes til noget konkret” – og det valg har selvfølgelig betydning for, hvem der er med i magteliten. Det har betydet, at der langt mellem politikerne på listen (Frank Jensen er bedst placeret på plads nr. 104), og politikere som Pia Kjærsgaard og Johanne Smith-Nielsen er – til trods for store mængder personlige stemmer og ”folkets opbakning” – ikke på listen. Der er også langt mellem kulturpersonligheder, redaktører, debattører og kritikere på listen. Forfatterne argumenterer dog grundigt for deres valg og fravalg, og om ikke andet må det siges, at de udmærker sig ved at gå systematisk til værks.

Hvad der er lidt mere problematisk, er utallige uddrag af udtalelser fra andre forskere og debattører, undersøgelser af den britiske og norske elite samt bøger skrevet af eller om de magtfulde personer. Formålet er ofte at beskrive, hvordan eliten er dannet, hvordan den holder sammen, og hvilke konsekvenser magtfordelingen har. Hvis man som læser ikke føler sig helt overbevist af et argument, må man derfor slå kilder op. Det er ærgerligt, for det betyder, at forskernes overvældende arbejde med kortlægningen af netværkene, der er bogens klare fordel, kommer til at stå i baggrunden.

Polit er vejen til magten

Forfatterne peger på flere umiddelbare faktorer, der kendetegner magteliten; 422 ud af de 423 personer er hvide, 81 pct. er mænd, de mest magtfulde er over 60 år, de er bosat i hovedstaden eller forstæderne, de fleste har en videregående uddannelse – og deres forældre var også veluddannede.

Valg af uddannelse lader – ikke overraskende – også til at spille en afgørende rolle for hvorvidt en person ender i magteliten - og ikke helt uventet lander polit højt på listen. 56 af de 423 har læst økonomi på Københavns Universitet (med Peter Schütze på 8. pladsen som bedst placerede polit), og 18 har læst økonomi på Århus Universitet (med Niels Smedegaard Andersen på 17. pladsen som bedst placerede oecon). Så hvis du som ung stud.polit sidder og drømmer om at få indflydelse og tage store beslutninger, der former Danmarks fremtid, har du måske taget det første skridt på vejen mod magteliten.

Hvis du har lyst til at vide mere om, hvad der kendertegner magteliten i Danmark, så trækker Altandetlige.dk lod om to eksemplarer af bogen blandt dem, der kommenterer artiklen med et ”Jeg vil gerne have bogen” inden fredag d. 26. juni kl. 12.

Boganmeldelse: Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer land

Om forfatteren

Kommentarer (47)