Udover en indsigt i oldgrækernes meget frisindet seksualitet er Platons "Symposion" (kendt fra gymmeren), måske historiens første beretning om konceptet ”Den Eneste Ene”. Aristophanes, en daværende dramatiker, fortæller på underholdende vis om, hvordan mennesker i urtiden havde to ansigter og to sæt lemmer. Disse dobbeltmennesker, som var særlig gode til at slå vejrmøller, var sammensatte af enten to mænd, to kvinder eller en mand og en kvinde. Ifølge Aristophanes, skulle dette være grunden til, at vi søger en partner - for simpelthen at finde tilbage til vores oprindelige form. De, som i urtiden var to mænd, vil søge mænd, de som var to kvinder vil søge kvinder og de tvekønnet søger det modsatte køn. Skulle man være heldig at finde sin oprindelige halvdel, vil man eftersigende aldrig skilles.

Hmmm… Hvis man skal tage Aristophanes ord for gode vare, vil det initiale antal dobbeltmennesker bestemme, hvor mange nulevende perfekte partnere der findes. Det er dog ret svært at sætte tal på sandsynligheden for at møde sin siamesiske tvilling fra urtiden. Aristophanes er ikke helt præcis om, hvornår dobbeltmenneskerne eksisterede, og hverken FN, Det Amerikanske Folketællingsbureau (USCB) eller Grønspættebogen har pålidelige skøn for antallet eller kønsfordelingen af disse urmennesker. Man kunne også betragte idéen om ”Den Eneste Ene” ud fra en mere moderne diskurs. Men da jeg ikke er helt sikker på, hvad ”diskurs” betyder, vælger jeg at kaste mig ud i noget løs snak om konceptet… Here goes…

Kærlighedens kombinatorik

En mulig tolkning er, at Den Eneste Ene er en person, som er fremkommet af en unik kombination af gener. Det vil sige, at for hver person findes der præcis en genkombination, som vil udgøre den perfekte partner. Som jeg forstår det (med lidt hurtig wiki-læsning), består et menneskegen af ca. 3 mia. basepar, hvor der findes fire forskellige typer. Vi mennesker består 99.9% af de samme basepar, så variationen kan kun ske over 0,1% af genstrengen, det vil sige 3 mio. basepar. Antallet af mulige genkombinationer, der fordrer et menneske, er derfor 4^(3 mio.), som er i nærheden af 10^(1,8 mio.), hvilket er et pææænt stort tal.

Figur 1 - To DNA dobbelthelix med et basepar til forskel

Lad os så forestille os, at menneskeheden startede i år -50.000, befolkningsvæksten og overlevelsesrater stagnerer omkring år 2100, og jorden er beboelig til år 500.000. Under disse antagelser vil hele menneskeheden bestå af ca. 61 millioner milliarder mennesker (6,1*10^16). Sandsynligheden for Den Eneste Ene nogensinde vil betræde jordens overflade er i størrelsesorden 10^(-1,8 mio.) (et komma efterfulgt af 1,8 mio. nuller og så et et-tal), så chancen for at støde ind i sit perfekte gen-match nede i Brugsen er ikke så stor.

Med Kødbyen som epicenter

Da man i praksis ikke har mulighed for at søge hele verdensbefolkningen igennem for sin udkårne, må jeg gøre analysen lidt mere konkret. Spørgsmålet er, hvor stor en gruppe mennesker man har en realistisk chance for at møde i sin levetid. Jeg trækker på flere års kvalitative studier af det københavnske natteliv, for at identificerer den relevante del af jordens befolkning. Mit estimat er, at Den Eneste Ene skal være bosiddende i en radius af 200 kr. i en taxa (2012-priser) fra Kødbyen, for at chancen for et møde kan kaldes realistisk. Der er dybe overvejelser bag denne afgrænsning, og at jeg selv er bosat mindre end en kilometer fra Flæsketorvet, mener jeg ikke har givet nogen bias i vurderingen. For at gøre analysen mere vedkommende, vælger jeg at betragte problemet om mødesandsynligheden, gennem øjnene af en heteroseksuel, mandlig stud. polit. i sin bedste alder.

Figur 2 - Radius med realistisk mødesandsynlighed.

De valgte kommuner: København, Frederiksberg, Dragør, Tårnby, Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Lyngby-Taarbæk og Rødovre.

For at beregne sandsynligheden for at møde Den Eneste Ene, må vi vide hvor mange man møder gennem livet, og hvor mange man har mulighed for at udelukke som Den Eneste Ene. Med andre ord, vi skal bruge en søgerate.

For at estimere søgeraten må vi ty til en yndet metode blandt økonomer, nemlig gætværk. Gætværk er en estimationsmetode, man bruger når empiri ikke foreligger, og den kan være meget effektiv. Der findes forskellige teknikker, men de fleste er variationer over GLS-metoden (Gazing while Looking Serious), hvor FGLS-metoden (Frowning and Gazing while Looking Serious) også har vist gode resultater. Jeg har til gengæld benyttet mig af den forholdsvis nye SAS-metode (Staring At Screen) som estimator for den gennemsnitlig søgerate. Mit estimat er 2 partnere per uge med et 95%-konfidensinterval på (-uendelig; +uendelig). Argumentet er:

1) Der findes to fridage på en uge.
2) Det tager mindst en hel dag at afgøre om en person er Den Eneste Ene.

Ifølge Danmarks Statistik bor der ca. 156.000 kvinder mellem 20 og 34 indenfor taxaradiussen. Vi holder fast i der kun er en partner tiltænkt den mandlige polit, det vil sige der er en mulig succes i hele populationen af de 156.000 kvinder. Ifølge SAS-estimatet tages en stikprøve på to personer per weekend, så sandsynligheden for at møde Den Eneste Ene er sølle 0,7% efter 10 års intens søgen. Det virker som meget arbejde for så lidt. På figur 4 ser man de dårlige udsigter repræsenteret grafisk.

Var det argument nok for at kaste håndklædet i ringen og blive hjemme (onsdag, torsdag,) fredag og lørdag, eller er der stadig håb? Det var måske en grov antagelse, at alle de 156.000 kvinder har samme sandsynlighed for at tage i byen. Man kan med rimelighed sortere de gifte kvinder fra, så populationen falder til ca. 120.000 kvinder indenfor taxaradiussen. Med denne reduceret population bliver den akkumuleret sandsynlighed for at møde Den Eneste Ene kun 0,9% efter 10 år. Ok, det hjalp ikke meget… Det er jo grænsende til deprimerende!

Men… en meget vigtig variabel jeg har udeladt, er det ydres tiltrækning blandt kønnene. Udseendet er et karakteristika, man umiddelbart kan observere på afstand og derfor sortere efter. Der er måske mulighed for at reducere population yderligere. Al håb er ikke ude endnu!

Men for at inddrage udseendet i analysen, må det kvantificeres! Hvad har litteraturen at byde på!? Joey (2004) introducerer en skala fra 1 til 10, alt efter hvor tiltrækkende en person er. For at inddele populationen på skalaen og i mangel på bedre antager jeg, at befolkningen er normalfordelt over de ti kategorier. Efter lidt SAS og FGLS estimerer jeg at 5% af befolkningen befinder sig i hver af de to ydrekategorier. HOT-indeksets (Homo sapiens Ordinære Tiltrækning) er hermed kvantificerbart! Hell yeah!

Figur 3 - Befolkningsfordelingen over HOT-indekset

Kilde: Joey (2004) og egne beregninger.

Som Joey (2004) pointerer, er der en helt klar regel for, hvordan scoringer kan foregå med HOT-indekset for øje. Man kan højst score to kategorier over sin egen. Det vil sige, at en 5'er kan score en 5'er, 6'er eller 7'er, hvor en 7'er klart er at foretrække.

Men hvad med modpartens syn på sagen? Hvis hun er en 7'er, vil hun da nødigt tage sig til takke med at score nedad, og slet ikke når der er tale om Den Eneste Ene! I hvilken HOT-kategori kan man forvente at finde Den Eneste Ene? Her må økonomisk videnskab komme analysen til undsætning.

Det vil sige at ingen af de to parter vil score nedad, men begge accepterer en partner på samme HOT-niveau. Hmm…Det lugter lidt af… wait for it… that’s right, you guessed it… EN LIGEVÆGT! Så en 5’er må altså tage sig til takke med anden 5’er som potentiel livspartner.

Jeg antager at den mandlige polit scorer 5 på HOT-indekset, så den relevante population at afsøge vi udgøre 16% af kødbyspopulationen (se figur 3). Vi kan med tryghed reducere populationen fra de 120.000 ugifte kvinder til 120.000*16% = 19.200 kvinder. Mødesandsynligheden efter ti års søgen er nu helt oppe på 5,4%! Ok… stadig et meget nedslående resultat. Er der virkelige ikke noget håb for kærligheden?

Figur 4 - Sandsynlighed for at møde Den Eneste Ene givet tre populationer

Se faktaboks for beregninger.

Det virker til, at uanset hvordan man vender og drejer problemet, er der ikke meget håb for at støde ind i sin skæbnebestemte udkårne ved tilfældighedernes spil. Kan det virkelig være rigtigt at kun 5% når at finde deres Eneste Ene? Er det forklaringen på de høje skilsmisserater? Som jeg ser det, har menneskeheden enten trukket meganitten, eller også må man forvente flere mulige partnere end blot en.

I næste artikel udforsker jeg denne idé, samt ser på lokalhistorikeres udsigt til kærlighed og ved hjælp af en computersimulation forsøger jeg at afdække de skjulte mønstre i vores søgen efter kærlighed. Stay tuned… jeg lover flere faverige grafer og animationer.

Kilder:
Joey(2004): Joey, Sæson 1, Episode 2: ”Joey and the Student”.

Den Eneste Ene - Del 1

Om forfatteren

Kommentarer (11)