At det er en god ide, at erstatte et skattefinansieret pensionssystem som folkepensionen med et opsparingsbaseret pensionssystem som arbejdsmarkedspensionerne, har økonomer vidst siden Diamonds (1965) banebrydende artikel for et par generationer siden, der baserede sig på Samuelsons (1958) overlappende generationsmodel.

Et opsparingsbaseret pensionssystem (kaldet "fully funded" på engelsk) er økonomisk set at foretrække frem for et system, der er finansieret af løbende skatteindtægter (kaldet "pay-as-you-go"), fordi sidstnævnte reducerer den private opsparing og reducerer kapitalakkumulationen og niveauet for real BNP (teknisk set: steady state kapitalbeholdningen). Eller med andre ord: Et folkepensionssystem gør os fattigere på den lange bane sammenlignet med at arbejdsmarkedspensionssystem.

Et skattefinansieret system har ydermere den ulempe, at skattebyrden varierer over tid med de demografiske forskydninger, og vil eksempelvis øges kraftigt med en aldrende befolkning. Det vil betyde, at den sammensatte marginalskat vil fluktuere over tid, hvilket er uhensigtsmæssigt.

Anskuet ud fra en liberalt synsvinkel, er det også en fordel, om beslutninger om ens levestandard i pensionsalderen i forhold til ens levestandard i den arbejdsdygtige alder, overlades til borgernes personlige ansvar, om end det med arbejdsmarkedspensionerne i høj grad er et kollektivt ansvar, dog med frivillige indbetalinger som en mulighed, frem for til staten.

Endelig vil det have den fordel, at borgerne kan beskytte sig mod uforudsete forringelser af deres levestandard i pensionsalderen, om en regering på et tidspunkt af sparehensyn skulle finde på at forringe folkepensionen, som det er sket i Sverige.

Det var imidlertid aldrig meningen med arbejdsmarkedspensionerne, at de skulle være opsparing med det formål at udgøre en form for selvrisiko i tilfælde af ledighed.

Men sådan er det blevet, uden at det har været genstand for nogen større offentlig debat, idet kontanthjælpsmodtagere kan tvinges til at tvangsindløse deres pensionsopsparing efter et halvt år på kontanthjælp og leve af den i stedet for at modtage kontanthjælp. Der er tilmed den krølle på historien, at ledige fra 1. januar tvinges til at spare op til pension, men altså samtidig kan blive tvunget til at opsige deres pensionsordning. Det kan man læse lidt mere om her og her.

Man kan godt argumentere for, at ledige kontanthjælpsmodtagere ikke skal kunne modtage kontanthjælp, såfremt de har en stor pensionsformue. Der er dog en åbenlys urimelighed i de nuværende regler, for ved tvangsindløsning skal der betales 60% i skat af pensionsopsparingen, hvilket er mere, end selv topskatteydere ville komme til at betale under normale omstændigheder i pensionsalderen, og for langt det store flertal af kontanthjælpsmodtagere vil det være en ekstrem meget højere beskatning, end de ville være kommet til at betale i indkomstskat som pensionister af deres samlede pension.

Hvis et folketingsflertal ønsker at øge selvfinansieringsgraden i dagpengesystemet, hvilket ville være en god ide, eller kræve opsparing som en form for selvrisiko for det tilfælde, at man som ledig ryger ud af dagpengesystemet og ender på kontanthjælp, hvilket man bestemt også kan argumentere for, så skulle de fremsætte og få vedtaget det som en særskilt lov.

At ændre på betingelserne for brug af pensionsopsparingen til finansiering af midlertidig ledighed, er derimod urimeligt over for borgerne, der har truffet langsigtede pensionsopsparingsbeslutninger i tillid til, at pengene skulle gå til pension og ikke til betaling for midlertidig ledighed. Ens pensionsalder er noget, man omtrentligt har kunnet forudsige mange år i forvejen, og med en arbejdsmarkedspension i form af en livrente, sparer man ikke bare op til pensionsalderen (som man ikke vil kende varigheden af), men forsikrer sig også imod at leve længere end forventet. Det giver en økonomisk tryghed i alderdommen.

Ledighed kan derimod ramme som lyn fra en klar himmel, og der vil specielt være en del ældre på arbejdsmarkedet, der ender i længerevarende ledighed, og som ikke vil have mulighed for, selv hvis de kommer i fuldtidsbeskæftigelse igen inden pensionsalderen, at kompensere for tabet af pensionsformue med en øget pensionsopsparing.

At kræve at kontanthjælpsmodtagere skal tvangsindløse deres pensionsopsparing og betale 60 pct. i skat er en åbenlys urimelighed, og hvis partierne mener, at borgerne folk skal bidrage mere ud over skatten til at finansiere ledighed, kunne de fremsætte og få vedtaget en lov, der indebærer et af flere elementer:

Forhøjelse af selvfinansieringsgraden i dagpengesystemet
Gøre medlemskab af en a-kasse obligatorisk, så færre ryger direkte på kontanthjælp
Reducere dagpengeperioden
Reducere kontanthjælpens størrelse (og størrelsen af andre ydelser for personer på kontanthjælp, ikke mindst for enlige og par med børn)
Tvinge (det er nok det ord, politikerne ikke kan lide at bruge) borgerne til at foretage en "ledighedsopsparing", som de kan trække på i tilfælde af, at de kommer på kontanthjælp.

Det sidste forslag er dog et dårligt forslag, men det er reelt det, som politikerne har sneget ind af bagdøren med reglen om, at kontanthjælpsmodtagere skal tvangsindløse deres pensionsopsparing efter 6 måneder på kontanthjælp.

Det er en dårlig ide, fordi det i modsætning til dagpengesystemet og pensionsopsparing med livrente ikke er et forsikringsbaseret system. Det betyder, at borgerne ikke kan drage fordel af den risikospredning, der er kernen i al forsikring. Det bliver derfor uforholdsmæssigt dyrt for de borgere, der ender på kontanthjælp og må tvangsindløse deres pension (selv uden tvangsbeskatningen), og for de rationelle borgere, der frivilligt sparer mere op i deres pensionsordning for det tilfældes skyld, at de skulle havne i den situation, vil det resultere i en uønsket høj opsparing, såfremt de ikke ender på kontanthjælp.

Ekspropriation af kontanthjælpsmodtageres pensionsopsparing er en dårlig ide

Om forfatteren

Kommentarer (1)