På en måde er det nemt at sidde her i varmen henover skrivebordet og læse om økonomiske teorier, mens man kun henslængt ser på den virkelige verden ude i vinden og kulden. Henover bogen om arbejdsmarkedsøkonomi kan jeg konstatere, at der pt. må siges at være et overudbud af arbejdskraft og at det alt andet lige har en række konsekvenser. En række konsekvenser der ude i virkeligheden betyder, at antallet af ledige dimittender stormer i vejret med en styrke, der slår enhver tænkelig sne-storm. Vi ved godt sommeren ikke vare for evigt, men på trods af dette føles vinteren altid evindelig hård og lang, og der er plads til eftertanke, mens vi venter på forårssolens forsigtige stråler.

Jeg forstår godt de studerende, der gerne vil blive lidt inde i varmen og vente på foråret, for det er ikke rare historier, der når os ude fra kulden. De ledige dimittender bliver blæst omkuld af regler og krav om meningsløs aktivering. Krav og tilbud i en stor hvirvelvind, der for enhver der har brugt over 15 år på at komme igennem uddannelsessystemet virker meningsløst og som spild af tid. Men vigtigst af alt flytter det fokus fra den oprindelige målsætning – at få et job. En hvirvelvind, der for første gang i mit liv får tanken om livet på SU til at virke tiltrækkende.

Ledighedens hvirvelvind samler for tiden hver tredje nyuddannet op, selvom de fleste har været godt forberedte. Igennem studietiden har de skabt en god faglig profil, et studierelevant job og et fint cv beklædt med relevante faglige såvel som sociale aktiviteter. Igennem studiet er de af politikerne blevet overbevist om, at de bare skulle skynde sig at blive færdige og komme ud på arbejdsmarkedet - ud og nyde sommeren i økonomien. Den alternative tanke om arbejdsløshed efter studiet har aldrig rigtig strejfet mig før nu, jeg skulle nok bryde isen og få et job. Jeg kommer virkelig i tvivl nu, hvor det er som om vinteren ikke rigtig vil slippe.

Men det virker ikke som om, at jeg er den eneste, der på trods af utallige varsler er blevet overrasket af stormen. Det virker faktisk som om, den kun perifært har strejfet det meste af det samfund, der stadig sidder inde i varmen. Det er som om det stadig er en joke, at man snart risikerer at være cand. Arbejdsløs på trods af det bedst tænkelige udgangspunkt, og søgen efter en teori, der har svaret, er forgæves, er det virkelig rigtigt vi bare venter passivt på at det igen bliver forår i økonomien?

I mens vi venter på foråret og jobskabende initiativer må vi samtidig holde fokus på, hvordan vi klæder de dimittender på, der har taget springet og modigt fortsat tager springet rystende ud i kulden. Hvordan skaber vi et samfund, hvor vi ikke blæser dem omkuld, men i stedet klæder dem på til at modstå kulden, så de er klar til at springe til, når foråret kommer?

Vi ved vi kommer til at mangle dem, det har Djøf i flere omgange slået fast. Selvom de studerende hovedsagligt selv er ansvarlige for at klæde sig selv ordentlig på, så er der også andre aktører i samfundet, der skal finde arbejdshandskerne frem, hvis vi skal sørge for at de ledige dimittender ikke fryser fast i deres position som arbejdsløs og bliver overhalet af dem, der kommer direkte inde fra varmen. Virksomhederne må tage ansvar for fortsat at tage nyuddannede ind og dermed udvikle dem selv og virksomheden. Samtidig savnes en aktiv indsats fra politikerne for, hvor der med akademikerkampagnen i 2004-2005 blev skabt 3000-4000 nye jobs i virksomheder, der ikke tidligere havde haft en akademiker ansat, er initiativerne i denne omgang nærmest ikke eksisterende. I lige så høj grad bør der gøres op med bureaukratiets hvirvelvind og få tilpasset aktiveringssystemet, så der også er plads til de selvstændige, højtuddannede unge, der skal skabe vores velfærdssamfund i fremtiden. Det burde således være muligt at tilpasse reglerne om praktik og aktivering til de individuelle behov og gå væk fra ”one-fits-all”-tankegangen, for i min optik er dimittenderne allerede meget motiveret for at finde et arbejde, hvorfor brugte man ellers 5 år på universitetet?

Samtidig må universiteterne også tage ansvar og ruste de 98 %, der ikke skal læse en Ph.d, så de er klar til arbejdsmarkedet. Men også være klar til at hjælpe de dimittender, der er fanget i ledighed, men stadig gerne vil følge kurser på universiteterne.

Den store ungdomsarbejdsløshed i 1980’erne kan stadig læses i statistikkerne, vi risikerer, at det forbliver vinter for en hel generation, hvis vi fortsat bare lukker øjnene i stormen og venter på, at det bliver forår.

Stud. Cand. Polit Signe Thiim

Forbliver det vinter for en hel generation?

Om forfatteren

Kommentarer (1)