Når vi i Danmark debatterer ulighed, så er det ofte med udgangspunkt i den disponible indkomst målt ved Gini-koefficienten. Hvis alle havde præcis samme indkomst, ville Gini-koefficienten være 0, mens den ville være 1, hvis én person havde al indkomst, og resten af befolkningen dermed ikke havde nogen indkomst. Målt på indkomstuligheden har Danmark den 4. laveste ulighed i OECD jf. ABCepos.

Der er en række selvstændige problemer i gini-koefficienten, som jeg ikke vil gennemgå her. Men fx ser man ofte på uligheden målt et enkelt år, mens det måske er mere relevant at se på et længere perspektiv — fx indkomstuligheden i livstidsindkomster (læs evt. mere her).

Når jeg ikke vil bruge krudt på problemerne ved at måle indkomstuligheden skyldes det, at det basalt set er uinteressant. Ingen økonomer bør interessere sig for indkomst alene. For det, vi egentlig er interesserede i som homo economicus, er forbrug. Og i et land som Danmark, hvor det offentlige forbrug er markant højere end i de fleste andre OECD-lande, har det faktisk store konsekvenser for uligheden. For når du ikke skal betale (den fulde pris) for hospitaler, vuggestuer, kollektiv trafik osv., så betyder det alt andet lige mindre, hvad din indkomst er.

For at få en idé om, hvad forbruget i den offentlige sektor betyder for uligheden, kan vi kigge på to stiliserede lande, Dan og Sche. I begge lande har den fattigste decil en indkomst før skat på 75.000 kr. om året, 2. decil har en indkomst der er 25% højere (altså 1,25 x 75.000 kr. = 93.750 kr. pr. år), 3. decil har igen 25% højere indkomst (altså 117.188 kr. pr. år) osv.

Dan har et stort offentligt forbrug, og skal derfor opkræve mange skatter. Derfor er skattesatsen høj. Men fordi de bredeste skuldre skal bære mest, har man også et højt personfradrag. I Schwe er det offentlige forbrug lille. Derfor er skatten lavere og personfradraget højere end i Dan.

Nedenstående tabel viser skattesats og personfradrag samt de samlede indkomster og skatter (vi ser bort fra adfærdseffekter, så landene har samme BNP på trods af forskellige skatter).

Til sammenligning udgør det offentlige forbrug i Danmark 25,4% af BNP i 2016 og Gini-koefficienten er på 0,256 (2014-data). I Schweiz udgør det offentlige forbrug 12% i 2016 og Gini-koefficienten er 0,297 (2014-data). (Bemærk, at der er forskel på offentligt forbrug og offentlige udgifter. Det er ikke så vigtigt for vores eksempel, men se evt. mere her).

Hvad betyder det offentlige forbrug for uligheden?

I Danmark er det især de laveste indkomster, der forbruger det offentlige forbrug (se kapitel 5 her).

Det er især på plejeområdet og på børne- og socialområdet, hvor forbruget blandt de lavere indkomster er højere end for høje indkomster. Bemærk, at det kun er den del af det offentlige forbrug, der kan henføres til individer, der er med i figuren. Forsvaret er fx ikke med. Derfor har jeg for at holde det simpelt i mit stiliserede eksempel antaget, at alle bruger en lige stor del af det offentlige forbrug. Altså at hver decil bruger 1/10 af det samlede offentlige forbrug (+ selvfølgelig det forbrug, de kan købe for deres disponible indkomst).

Nedenstående figur viser uligheden i indkomst og forbrug i de to lande målt med Gini-koefficienten.

Som figuren viser, har det altså stor betydning, om man ser på uligheden i indkomst eller forbrug. Uligheden i forbrug i Dan er markant lavere end uligheden i disponibel indkomst, fordi det offentlige forbrug er stort. I Schwe er forskellen mindre udtalt.

Hvorfor er det vigtigt?

Når man ser på ovenstående eksempel, ser problemet måske ikke ud til at være så stort. Dan er jo mere lige end Schwe uanset om man ser på indkomst eller forbrug. Men sådan behøver det ikke altid være. Det viser nedenstående figur. I landet ”Ens skat” har man et stort offentligt forbrug og et neutralt skattesystem, så alle betaler 60% i skat af deres indkomst.

Den største grad af omfordeling i skattesystemet sker typisk gennem bundraget (og derudover gennem progressive skatter).* Med en helt flad skat uden bundfradrag omfordeler skatteystemet ikke, og uligheden efter skat svarer derfor til uligheden før skat. Gini-koefficienten i indkomst i ”Ens skat” bliver dermed på 0,341 — altså samme ulighed som i bruttoindkomsten. Men fordi den offentlige sektor udgør 60% af BNP, er uligheden i forbruget faktisk mindre end i Dan.

Faktisk er der intet rigtigt eller forkert

Det er imidlertid heller ikke uproblematisk at se på ulighed i forbruget. For faktisk er det heller ikke det, økonomer går op i. Vi går op i nytte. Og når det offentlige køber fx kollektiv transport til mig for 1.000 kr., er det langt fra sikkert, at jeg får en nytte svarende til 1.000 kr. Det er faktisk meget sandsynligt, at min nytte er lavere. Både fordi det offentlige træffer samfundsøkonomisk dårlige valg (se fx mit indlæg om letbanen på Ring 3) og fordi demokratiet umuligt kan vælge det bedste til hvert enkelt individ (se desuden Milton Friedmans ”The Four ways to spend money”).^**

Bemærk også, at mens de rigeste kan supplere deres offentlige forbrug med private tilkøb for at ramme deres optimale mængde af fx hjemmepleje, så kan de økonomisk dårligst stillede ikke "sælge" deres offentlige forbrug, for at ramme den mængde, de finder optimalt. Du kan fx ikke sælge dine hjemmeplejetimer, hvis du skulle foretrække at få pengene i stedet.

Det er også derfor, at jeg til enhver tid vil argumentere for, at omfordeling bør ske gennem generelle indkomstoverførsler — ikke gennem offentligt forbrug eller støtte til en bestemt type forbrug (fx boligstøtte). Så man — i stedet for fx skatteyderfinansieret uddannelse — får en indkomstoverførsel, så man selv kan købe den uddannelse, man ønsker (eller andre ting, hvis man foretrækker det).

Hvis du virkelig vil være skarp på problemerne i at måle og bekæmpe ulighed, så sæt en time af til at se Milton Friedmans tale her).

/Jonas

* Bemærk, at topskatten i Danmark kun sænker Gini-koefficienten med 0,9 point — altså meget, meget lidt i forhold til den gængse opfattelse. Det er bundfradraget, der virkelig udjævner den disponible indkomst.

** En del af det offentlige forbrug går til at løse markedsfejl, og her kan værdien af det offentlige forbrug selvfølgelig overstige omkostningerne, hvis ikke der er for store politikfejl.

Hvem går op i indkomst? Gini i indkomst og forbrug

Om forfatteren

Kommentarer (4)