Gæsteindlæg afMorten Jarlbæk Pedersen, cand. scient. pol., Ph.D.

Jeg har lige investeret i en ny bil. Det er der sådan set intet spændende i - og historien om mit bilkøb burde ikke interessere ret mange andre mennesker end mig selv, min bank og så naturligvis bilforhandleren. Hvis altså ikke historien om mit bilkøb på smukkeste vis illustrerede nogle af de største udfordringer, der findes i den offentlige forvaltning i Danmark i dag - udfordringer med åbenhed, sammenhæng, tilgængelighed - og fravær af absurditeter, naturligvis.

"Skylder jeg penge til det offentlige?!"

Jeg var en glad og fro mand, da jeg skrev under på slutsedlen til min nye bil; for jeg havde styr på finansieringen, og den gamle bil trængte virkelig til at blive skiftet ud.

Men pludselig en mandag formiddag fik jeg en opringning fra min bank, der undrede sig over, at jeg sidste år havde betalt 48 kroner i renter af gæld til det offentlige. Det kunne de se af mine skattepapirer for 2018, og derfor kunne de ikke lave lånet til bilen. Så de ville gerne lige se dokumentation for, at jeg havde betalt min gæld til det offentlige.

Men hvad det var for en gæld, kunne de i sagens natur ikke svare på; de driver jo bare bankvirksomhed. Problemet var, at det kunne jeg heller ikke. Jeg havde jo fået et større beløb tilbage i skat samme år, så hvis der var gæld, skulle det da have været modregnet.

Da jeg så gik i gang med at undersøge det, viste det sig, at det er ganske umuligt at finde ud af, hvad man skylder det offentlige. Det fremgår ganske enkelt ingen steder. Ikke hos skat. Ikke på borger.dk. Ingen information - kun den yderst sparsommelige oplysning om, at jeg altså havde renteudgifter på 48 kroner til det offentlige. Jeg kunne ikke en gang finde nogen steder, jeg kunne betale denne renteudgift!

"Beklager, men du skal tale med en anden"

Jeg ringede derfor til det nummer, man kan finde på sin skatteside. Det betød en telefonkø på ca. 20 minutter efterfulgt af beskeden om, at jeg skulle ringe til den nye styrelse Gældsstyrelsen. For hos Skattestyrelsen vidste man intet, og man kunne ikke trække de nødvendige informationer.

Det betød en ny telefonkø på ca. 30 minutter efterfulgt af beskeden om, at jeg skyldte min kommune nogle penge. For hvad vidste man dog ikke. Til gengæld kunne de sende mig en autogenereret oversigt (som altså er så hemmelig, at den ikke må kunne findes på min skatteside eller på min side på borger.dk) med beløbet og et kontonummer til betaling hos Gældsstyrelsen. Så må jeg bare krydse fingre for, at pengene rammer kommunen før eller senere.

"Vi trækker automatisk oplysningerne fra..."

Heldigvis kunne jeg afkode den autogenererede oversigt over min gæld. Der var tale om tre års affaldsgebyrer til kommunen for min virksomhed. Jeg var nemlig den glade indehaver af en "personligt ejet mindre virksomhed", da jeg af og til lavede et par analyser og foredrag for nogle folk, der havde nemmere ved at håndtere det regnskabsmæssigt, hvis jeg kunne sende en faktura.

Fordelen ved en "personligt ejet mindre virksomhed" er, at den kun må omsætte for 50.000 kroner (og derfor ikke skal aflægge momsregnskab og sådan), ikke må have ansatte (hvilket bare kan være bøvlet) og - hvilket er relevant her! - er fritaget for offentlige gebyrer. Til gengæld hæfter jeg personligt for virksomheden. Det sidste er også temmelig relevant her.

Alligevel opkrævede kommunen dette gebyr og sendte opkrævningen til virksomhedens digitale postkasse.

Burde jeg have kontrolleret denne postkasse og søgt om fritagelse for affaldsgebyret? Jo, det burde jeg måske have gjort. Men på kommunens egen hjemmeside skriver de, at kommunen selv trækker informationer om virksomheder fra CVR, og i denne øvelse skulle det stå klart, at min virksomhed pr. definition var fritaget. Og ellers skulle det være tydeligt i mine skattepapirer, som kommunen jo altså også selv hævder at kigge i. At kommunen ikke burde opkræve affaldsgebyret, burde således stå tindrende klart i både sol, måne, stjerner og alle tilgængelige informationer om mig og min lille virksomhed.

Så jeg har aldrig søgt om fritagelse, da det - med udgangspunkt i kommunens egne oplysninger til sine borgere og virksomheder - åbenlyst fremstod som komplet overflødigt her i verdens mest digitaliserede land.

"Vi skriver det lige ned her"

Man kan naturligvis mene, at ansvaret alene er mit. Jeg skulle have forventet, at kommunen uretmæssigt opkræver gebyrer og løbende holdt øje med, hvornår denne uretmæssige opkrævning dukkede op i virksomhedens digitale postkasse. Lidt ligesom i bogen / filmen "Hitchhikers Guide to the Universe", hvor Jorden skal fjernes for at gøre plads til en intergalaktisk motorvej, og planerne har været tilgængelige i et arkiv på Alpha Centauri i 50 jordår, hvorfor jordboerne naturligvis ikke har nogen ret til at brokke sig.

Jeg har dog aldrig fået nogen adviseringer om, at der skulle ligge nogle opkrævninger i min virksomheds digitale postkasse. Ydermere – og endnu mere absurd – har kommunen aldrig holdt mig personligt økonomisk ansvarlig for de manglende indbetalinger, selvom jeg (som følge af virksomhedsformen) hæfter personligt for virksomheden, og derfor fremgår renteudgifterne af de manglende betalinger da også af min personlige skatteopgørelse. Så renteudgifterne gøres jeg personligt ansvarlig for – men ikke selve udgiften.

Man satsede i stedet på en hemmelig gæld, som man måske bare gik rundt og håbede på, at jeg ville opdage på et tidspunkt.

Kunne jeg så købe min bil?!

Det korte svar er nej; det kunne jeg ikke, før jeg havde betalt kommunen. Og så måtte jeg vælge: Ville jeg have min bil og så tage slagsmålet med kommunen senere? Eller ville jeg udskyde det absolut nødvendige køb af et nyt transportmiddel til familien?

Ikke overraskende valgte jeg det første: Jeg betalte min dummebøde for at taget initiativ til at skabe en lille smule ekstra omsætning i firmaet Danmark A/S. Det skal man åbenbart lade være med. Til gengæld kan man så få lov at låne penge til en ny bil.

Og svaret fra kommunen, da jeg bad om at få mine penge igen? ”De otte ugers frist for at gøre indsigelser er overskredet.”

Gæsteindlæg: Det offentlige Danmark i en nøddeskal? Eller ”Historien om, hvor svært det kan være at købe en bil”

Om forfatteren

Kommentarer (0)