"Gode Penge" er både navnet på en forening[1] og titlen på en bog af sociologen Ole Bjerg, og foreningen Gode Penge har gennem talrige indlæg i dagspressen kritiseret bankernes pengeskabelse, som de mener er hovedårsagen til alt, hvad de mener, er galt med kapitalistiske markedsøkonomier, lige fra økonomiske kriser og spekulative bobler til ulighed, manglende investeringer i erhvervslivet, stigende boligpriser, økonomiske problemer i udkantsdanmark og demokratisk underskud.

Gode Penges analyser og forslag er blevet mødt med noget nær enslydende kritik fra økonomer på Københavns Universitet, CBS, Nationalbanken, Finansrådet og andre i debatindlæg i aviser, men økonomer har oftest afholdt sig fra at kommentere på de politiske sider af Gode Penges forslag med en henvisning til, at det er politik. Og at politiske holdninger ligger uden for, hvad fagøkonomer kan udtale sig om på et fagligt grundlag.

Det er korrekt for så vidt angår værdidomme, men der er ingen grund til at afholde sig fra at fremhæve de ideologiske inspirationskilder eller undlade at analysere de økonomiske konsekvenser af politiske forslag. Især ikke når forslagsstillerne selv forsøger at holde dem skjult.

Når Gode Penge omtaler kontanter som gode penge og kontopenge som dårlige penge, så skyldes det ikke, at der er nogen forskel på kontanters og kontopenges egenskaber som betalingsmidler, men ene og alene, at sedler og mønter er udstedt af Nationalbanken og regeringen, hvorimod kontopenge skabes af private banker. Statslig monopol og kontrol med pengeudstedelsen er godt, ifølge Gode Penge, hvorimod den decentrale pengeskabelse på et marked med konkurrence, er dårligt.

Det er her, Gode Penge afslører, at det er en socialistisk forening, og selv om de ikke nævner ordet "nationalisering" en eneste gang, går deres løsningsforslag ud på at gennemføre en de facto nationalisering af bankerne, så staten og Nationalbanken kan opnå fuldstændig politisk kontrol med pengeskabelsen, betalingsformidling og al udlånsvirksomhed.

I 1922 erklærede Lenin ved introduktionen af sin Nye Økonomiske Politik, at selv om kommunister kunne tillade privat ejendomsret til små virksomheder, smålandbrug og handel, så drejer det sig om at besætte økonomiens kommandohøje, de strategisk vigtige sektorer, der dominerer den økonomiske aktivitet i samfundet. Så længe kommunisterne kontrollerer økonomiens kommandohøje, kontrollerer de effektivt hele økonomien, Yergin and Stanislaw (1998).

Kritikken af bankernes pengeskabelse

Ifølge Gode Penge kan private banker skabe penge "ud af det blå" ved at udlån skaber indlån. Denne opfattelse af bankernes pengeskabelse er aldeles misforstået. Det skulle give sig selv, at en bank ikke kan give et lånetilsagn, hvortil det skal reservere aktiver, uden at være i besiddelse af aktiverne, og at det ville stride mod regnskabsreglerne, hvis de gjorde.

Den opfattelse af pengeskabelsen spiller imidlertid ingen rolle for Gode Penges kritik af konsekvenserne af bankernes pengeskabelse, og deres overordnede påstand er, at det er skadeligt, udemokratisk og umoralsk, at størstedelen af pengeskabelsen i økonomien sker på markedsmæssige vilkår frem for at være under statslig kontrol.

Her kunne man indskyde, at hvis man skal vurdere, om det er hensigtsmæssigt at overlade pengeskabelsen til private banker eller ej, må man nødvendigvis finde en måde at afveje fordele og ulemper på. Det gør Gode Penge ikke, og ved helt at negligere fordelene ved fractional reserve banking, drager de konklusioner på et ufuldstændigt grundlag.

Hvis man efter en afvejning af fordele og ulemper ved fractional reserve banking når frem til, at ulemperne er større end fordelene, så kunne det måske begrunde indførelsen af et 100 pct. reservekrav.[2] Det ville være en tilstrækkelig betingelse for at hindre bankernes pengeskabelse.

Det er dog ikke dét, Gode Penge foreslår, og her viser det sig også, at der ikke er nogen sammenhæng mellem Gode Penges kritik af pengeskabelsen i bankerne og deres løsningsforslag, der alene er politisk motiveret.

Nationalisering af banksektoren

Gode Penge foreslår noget meget mere radikalt, nemlig en de facto nationalisering af bankerne, hvilket ikke er en nødvendig betingelse for at hindre bankernes pengeskabelse. Der er således ikke nogen nødvendig forbindelse mellem kritikken af bankernes pengeskabelse og Gode Penges løsningsforslag. Andre motiver må ligge bag.

Gode Penges vil forbyde banker at tage imod anfordringsindskud fra offentligheden. De skal dermed udelukkes fra at finansiere udlån med indlån på anfordringskonti, der ved udgangen af 2018 udgjorde 92 pct. af samtlige indlån i bankerne.

Samtidig skal tidsindskud gøres så u-attraktive, at det er usandsynligt, at nogen borger eller virksomhed vil sætte penge i banken, så resultatet bliver, at banker ophører med at tage imod indlån fra offentligheden.

Alle borgere skal i stedet have en såkaldt "transaktionskonto" i Nationalbanken og overføre alle indeståender på anfordringskonti i banker til transaktionskontiene i Nationalbanken. Nationalbanken får dermed monopol på at tage imod indskud på anfordring fra offentligheden og monopol på al betalingsformidling.

Nationalbanken kan låne penge til bankerne, men det skal ifølge Nielsen et al (2018) være op til et flertal i Folketinget at bestemme både låneomfanget og prisen på lån, og samtidig lægges der op til, at staten skal kunne stille politiske krav til lånene.

Hvis det program blev realiseret, ville staten opnå en næsten fuldstændig kontrol med erhvervslivets finansiering og en stor del af private borgeres økonomiske dispositioner, herunder opsparing, investeringer, boligkøb, pensionsopsparing m.m.

Lenin og økonomiens kommandohøje

Gode Penge underspiller konsekvent den grundlæggende revolutionære karakter af deres politiske program. Bjerg (2013) forsøger tilmed at bilde læseren ind, at fordi Milton Friedman i 1959 var tilhænger af indførelsen af et 100 pct. reservekrav, er Gode Penges løsningsforslag ikke venstreorienteret. Gode Penges forslag har imidlertid intet med 100 pct. reservekrav at gøre. Det er derimod et forslag om en hel eller delvis nationalisering af bankvæsenet, så Bjerg misbruger Friedmans støtte til 100 pct. reservekrav i 1959 til at foregive, at han så også ville være tilhænger af Gode Penges løsningsforslag om en nationalisering af banksektoren, hvilket er helt utænkeligt.

Den gamle marxist, Ole Bjerg, skjuler, at der er tale om et revolutionært socialistisk projekt, der er inspireret af Lenins teori om, at det for kommunister gælder om at besætte økonomiens kommandohøje for derigennem at opnå kontrol med det private erhvervsliv.

Litteratur

Bjerg, Ole (2013): Gode penge – et kontant svar på gældskrisen. København, Informations Forlag.

Hansen, Jens Frederik (2018): "Gode Penge – en uvidenskabelig redelighed eller er det videnskabelig uredelighed? LIBERTAS nr. 68, 4-17.

Nielsen, Rasmus Hougaard, Ib Ravn, Jonas Jensen & Tune Revsgaard Nielsen (2018): Et pengesystem for alle. Gode Penges forslag til et effektivt & demokratisk pengesystem. Aarhus.

www.godepenge.dk

Yergin, Daniel and Joseph Stanislaw (1998): The Commanding Heights. The Battle for the World Economy. New York.

[1] Foreningen angiver selv, at de er inspireret af organisationen "Positive money", og at de er en del af "International Movement for Monetary Reform", der har aflæggere i 28 lande.

[2] I EU reguleres banker ikke med "reservekrav", der er krav til mængden af kontanter i forhold til indlån på anfordringskonti, men selv hvis man gjorde, ville det være usandsynligt, at den økonomisk set optimale løsning ville være et 100 pct. reservekrav og ikke et reservekrav mellem 0 og 100 pct.

Gode Penge og Lenins teori om økonomiens kommandohøje

Om forfatteren

Kommentarer (6)