I en tid hvor data er tilgængelig i overflod via nettet;en tid, hvor enhver med Excel således kanfå en potent R2-værdi; en tid, hvor dårlige analyser dukker frem som paddehatte på en våd græseng; en tid hvor rap fyr i LA ikke længere bliver vist; en tid hvor vi mindes store talere, har jeg en drøm. En drøm om, at alle små økonomer, vil sige fra overfor dårlig videnskab, så alleder ser noget, også vil sige noget.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg synes snart ikke man kan åbne sin dør uden at høre om en ny videnskabelig undersøgelse, der fx dokumenterer, hævet over enhver tvivl p<.001 nu og i al evighed, at et eller andet bær kan kurere kræft, hikke og impotens på en uge. Endnu et sådant eksempel har for nylig stukket sit fæle ansigt frem fra internettet i form af professor Bente Klarlunds artikel om, at chokolade har flere sunde elementer og "kan være sundt for de små grå hjerneceller"--- jeg kan levende forestille mig politikens redaktør gnide sig i sine fedtede hænder ved tanken om det eksplosive bladsalgtil den horde af kvindelige læsere, som vil stormløbe kioskstanderne i frydefuld forventning om, triumferende at kunne entre deres respektive stuer med det nyvundne argument i avisform svingende i den ene hånd, en plade dyr irmachokolade med lakrids og acaibær i den anden alt imens deres intetanende, forsvarsløse og nu ruinerede mænd på sofaerne må flygte for liv og lemmer.

Ingen tvivl om rigtigheden og soliditeten af det medicinske og biokemiske arbejde om chokolade (fra min side i hvert fald), men det der fik mig til at sprøjte mine cocopops ud over min stakkels forskrækkede iPad med tusind soles kraft, var den medfølgende graf. Nævnte graf udviste et sådant brud på god videnskabelig praksis og almindelig sund fornuft, at man må korse sig.

For jeg har et mareridt.

[kilde:politiken.dk]

Grafen har på x-aksen kg chokolade spist pr år i 2010 (2002 for nogle lande) og på y-aksen antal nobelpriser pr 10 mio indbyggere. En klar positiv korrelationmellem chokoladeindtag og nobelpriser, og dermed når videnskabsmanden bag til konklusionen:

"The slope of the regression line allows us to estimate that it would take about 0.4 kg of chocolate per capita per year to increase the number of Nobel laureates in a given country by 1” - Messerli (2012).

Studiet kommer fra et af de absolutte toptidsskrifter i medicin, nemlig New England Journal of Medicine --- dog fra deres Occasional Notes sektion, som ikke er peer-reviewed. På trods af det flotte navn på tidsskriftet, er der problemer til en halv bacheloropgave at tage fat på:Dels er det anvendte data håbløst anakronistisk, dels kommer det meste af data fra Wikipedia (!), dels er der anvendt et gennemsnitligt mål pr indbygger versus indtaget for de konkrete nobelprisvindere på individniveau og dels mangler der helt andre kontrolvariable (fx BNP per capita, som trækker det meste af signifikansen fra chokoladen... sjovt nok).

Hele analysen minder om den berømte korrelation mellem ynglende storke og nyfødte i Danmark. Det skal lige nævnes at Klarlund senere trækker i landi et svar på et læserbrev fra den kritiske Lau, og til den medicinske videnskabs forsvar påstår en anden skribent, at det blot var en sær joke.

Jeg har et mareridt.

En joke kan gå galtog have uforudsete konsekvenser, og jeg synes især hele denne eskapade peger på to fundamentale sårbarheder: Kritikløs tillid til autoriteter og et indlært akademisk immunitetstrik. Historien blev bragt af the Associated Press og efterfølgende i Time, NPR, Huffington Post, New York Daily News, USA Today og så vores egen Politiken. Alle steder var det klart, hvad lægen anbefalede for at øge læsernes IQ: Siden lande med større chokoladeindtag også havde historisk flere nobelprismodtagere, må chokoladefråderi nødvendigvis gøre én klogere.Så joke eller ej kom historien overraskende bredt ud, og gennemgående var det klart, at så snart tidsskriftets hædrede navn blev nævnt mærkede man en kollektiv afsked med enhver kritisk sans hos journalisterne. Det hele lyder som en historie fra det falske nyhedssite, the Onion, men det illustrerer et skræmmende magtforhold for de store tidsskrifter i forhold til vidensdannelse i vores samfund, og hvis det virkelig var ment som en joke fra New England Journal of Medicine, så skulle de skamme sig og huske på, at medierne jo bare vil fortælle den historie, folk vil høre... og folk vil have deres chokolade!

Jeg har et mareridt i dag.

Men nu jeg alligevel har fundet pegefingeren frem, så lad mig løfte den igen. Forfatteren nævner selv, at der er mulighed for udeladt variabel eller omvendt kausalitet (den lille Mankiw i ens økonombaghoved jubler), men konkluderer, at disse problemer kan afvises,siden chokolade har påviste kemiske påvirkninger af hjernen (den lille Mankiw i ens hoved bliver blålilla i hovedet). Klarlund gentager denne kommentar og Forbes nævner det for eksempel også. Men... *pegefingeren rejses og piben tages teatralsk ud af munden*... Vi er vant til, at man ikke i en lille opgave skal løse alle verdens problemer, men blot vise, at man er opmærksom på dem. Så vil censor sætte et lille flueben i marginen, og ens bedømmelse bliver trukket ned. Menforbehold eller ej, så er titlen på figuren stadig kausal:"chokolade gør folk kloge". Og hvad nu, hvis de forbehold, man køber sin immunitet med potentielt er så slemme, at de kan overdøve enhver effekt?For som en klog mand end gang har sagt, kanman altid finde en eller anden sammenhæng i sit data:

“If you torture the data long enough, it will eventually confess" - Ronald Coase.

Men jeg har også en drøm.

En drøm hvor små økonomistuderende og uvidende journalister kan gå hånd i hånd på internettet. Jeg har en drøm. En drøm om, at små børn, sorte og hvide, lærer kritisk statistisk tænkning. En drøm om, at kritiske individer stiller spørgsmål på samme måde som Politikens læser, Lau,gjorde til Klarlund.

En drøm, hvor alle gør som politiet beder dem om: If you see something --- say something!

If you see something, say something

Om forfatteren

Kommentarer (63)