På Mogens Lykketofts kontor i Folketinget hænger der et portræt af ham. Portrættet er placeret, så han ser sig selv i øjnene, når han sidder bag sit skrivebord. Han har været i politik i mange år, og er ikke bange for hverken at sige sin mening eller stå fast. Som både finansminister, formand for Folketinget og senest for FN’s generalforsamling er Lykketoft vant til at have ordet. Når snakken falder på økonomi og politik falder pointerne uden tøven, og han er ikke bange for at lyde kontroversiel.

“Man kan kalde det intellektuel svindel at måle dynamiske effekter på skattelettelser på baggrund af nogle tvivlsomme adfærdsundersøgelser, men derimod ikke regne dynamiske effekter af offentligt forbrug”, siger Lykketoft roligt, så det nærmest fremstår som en selvfølgelighed. Økonomisk politik og regnemetoder vender vi tilbage til.

De vitterligt knappe resourcer
Siden sin hjemkomst fra FN har Lykketoft påpeget vigtigheden af Sustainable Development Goals (SDG’erne), og fremhævet hvorfor rige lande både har et ansvar for og en interesse i at målene opfyldes. SDG’erne blev vedtaget af alle FNs medlemslandene i 2015 og indeholder 17 mål for bæredygtig social og økonomisk udvikling. Målene har til hensigt at påvirke økonomisk politik inden for blandt andet uddannelse, fattigdomsbekæmpelse, klimaforandring og sundhed frem mod 2030.

SDG’erne er arvtagere for Millennium Goals, der havde et erklæret mål om at halvere antallet af absolut fattige frem til 2015. FN kom i mål, men ifølge Lykketoft var målet “baseret på normal forventning om økonomisk vækst og foregik i en paradoksal forbindelse med, at fordelingen af verdens goder blev endnu skævere i samme periode”.

For Lykketoft er SDG’erne derfor “et frontalt opgør med den grundtænkning i neoliberal økonomi, at fordelingen af de begrænsede ressourcer er ligegyldig”. Det betyder, ifølge Lykketoft, at vi skal udvikle os på en anden måde end vi har gjort hidtil.

“Det er meget svært at anfægte at menneskehedens antal, produktionsmetode og energiforbrug rammer nogle grænser for, hvad der er foreneligt med en nogenlunde stabil fremtid, hvis man ser på miljø og folkevandring. Det er jo mange, der har sagt det før. Men med SDG har vi fået knæsat en forståelse af, at grænserne for ressourceforbruget er nået. Vi skal bekæmpe fattigdom med en anden forståelse for, hvordan der produceres og forbruges, og med stærkere krav om fordelingen af de vitterlig knappe ressourcer”, forklarer han i en tone, der tydeliggør, at det bestemt ikke er første gang han fremfører den pointe.

“Økonomisk teori skal suppleres”
Mogens Lykketoft er uddannet cand.polit fra 1971 og arbejdede i Arbejderbevægelses Erhvervsråd indtil han blev folketingsmedlem og skatteminister i 1981. Siden blev han finansminister under Poul Nyrup, hvor han blandt andet var med til at indføre en af de danske skatter med den bredeste skattebase - AM-bidraget. Det meste af hans karriere har han beskæftiget sig med økonomisk politik, og han lægger ikke fingre imellem når snakken falder på netop dette:

“Økonomisk teori skal suppleres, hvis vi skal bevæge os i en mere bæredygtig retning. Vi kan jo ikke måle hverken nytteværdi eller økonomiske konsekvenser i uddannelse, forskning, infrastruktur - alle de store blokke som det offentlige bruger penge på.
Og det er en udfordring ved stort set alle SDG’erne - f.eks. uddannelse, sundhed og miljø. Fordi målene typisk vil kræve - også i vores del af verden - mindst samme andel af offentlige investeringer som vi har nu og ikke mindre."

“Jeg er ikke bekendt med, at vi har nogle økonomiske modeller, der kan måle de økonomiske konsekvenser af accelererende global opvarmning - andet end, at “det går galt”. Hvad koster det i voldsomt vejr, ustabil klimaforhold, ændrede erhvervsvilkår og folkevandringer, hvis vi fortsætter med den type økonomiske vækst vi har nu? Det er slet ikke med i ligningen. Vi kan jo ikke længere være i tvivl om, at det vender tilbage til os som et problem, vi skal være med til at håndtere. Det bliver også til en offentlig udgift.”

Lykketofts kritik af regnemodeller og ført økonomisk politik er efterhånden velkendt. Han påpeger dog, at diskussionen omkring regnemetoder ikke er et angreb på bestemte lærebøger. I stedet er det en opfordring til enorm eftertænksomhed omkring holdbarheden af forudsætningerne i modeller og de økonomiske anbefalinger, der følger med. I forhold til SDG’erne mener Lykketoft også, at økonomisk teori kan spille ind.

“Det at reducere ulighed er jo et spørgsmål om at frigøre menneskelige ressourcer, som ellers ikke bliver brugt ordentligt. Hvad enten vi snakker kvinders udtrykkelse eller udryddelse af absolut fattigdom. Det, der forhindre folk i at udnytte deres talenter, fordi de ikke får adgang til uddannelse, er jo med til reducerer velstand - eller velfærd - i bredeste forstand", siger Lykketoft.

Kloden skal redes med dansk indsats
I en dansk politisk kontekst, hvor Lykketoft har tilbragt det meste af sit virke, mener han, at det offentlige skal spille en større rolle i den grønne omstilling, som bliver krævet af SDG’erne. Han har flere konkrete forslag, og man er ikke i tvivl om at det er en økonom, der snakker, når han henviser til økonomernes favorit værktøj - incitamenterne:

“Det offentlige kan gøre meget mere ved at sætte normer, standarder og forbud. Man kan ændre skattesystemet, så det bliver mere adfærdsregulerende i forhold til at billiggøre mere bæredygtig adfærd og fordyre den ikke-bæredygtige adfærd. Man bliver nødt til at lægge en meget større afgift på fossile brændstoffer for at fremskynde og finansiere omstillingen til bæredygtige energiformer. Det offentlige kan også gøre mere i deres indkøbspolitik for at fremme bæredygtige produkter.”

Han husker også at tænke på Danmarks konkurrenceevne, når klimaforandringerne står for døren:

"Det er ikke bare et spørgsmål om, at vi har en forpligtelse. Det er også et spørgsmål om, at hvis vi stiller store krav til os selv, så er vi i stand til at høste nogle af de mest spændende arbejdspladser og eksportmuligheder."

"For vi har rigtig mange virksomheder, som er langt fremme. Vi skal selvfølgelig understøtte, at de bliver endnu stærkere. Gør vi det, så bliver vi - efter min mening - med stor sandsynlighed vindere på det globale marked.
Det er en enestående chance for at erobrere en løvepart af de spændende arbejdspladser globalt. Selvom det jo ikke er det vigtigste. Det vigtigste er, at vi redder kloden. Men det er jo også interessant, hvis Danmark kan få en uforholdsmæssig stor del af de teknologier og produkter, der skal til i den grønne omstilling."

Den sidste pointe falder med et smil. Lykketofts gamle målsætning fra 90'erne, om at reducere arbejdsløsheden og strukturarbejdsløsheden i samme tempo, giver genlyd. Danske arbejdspladser er stadig en vigtig prioritet.

Lykketoft: Økonomisk teori står over for en stor udfordring

Om forfatteren

Kommentarer (1)