Makroprudentiel politik er siden den finansielle krise i 00'erne rykket op på dagsordenen hos mange centralbanker og regeringer. Politikområdet er blevet tildelt en vigtigere rolle i arbejdet med at sikre finansiel stabilitet. Makroprudentiel politik skal adressere risici i det finansielle system som helhed og skal ses som komplement til tilsynet med de enkelte finansielle virksomheder. Nationalbankens makroprudentielle eksperter vil i en række blogindlæg sætte fokus på temaer og ideer til projekter inden for politikområdet.

Trafikregulering af den finansielle sektor
Makroprudentiel politik kan ses som en slags trafikregulering af den finansielle sektor gennem to kanaler. Dels omfatter politikområdet "fartbegrænsende" tiltag, der skal begrænse opbygningen af finansielle ubalancer og dermed sandsynligheden for en finansiel krise. Dels omfatter det tiltag, der skal begrænse den samfundsøkonomiske omkostning ved en krise gennem større finansielle stødpuder (autoværn). Tiltagene skal bidrage til at sikre finansiel stabilitet, så kreditformidlingen og kapitalmarkederne kan understøtte den samfundsøkonomiske udvikling.

De fleste tiltag har potentielt en vis virkning på både sandsynligheden for og omkostningerne ved en krise, men der er forskel på, hvad de påvirker mest, se fx Fahr og Fell (2017). Blandt fartbegrænsende tiltag kategoriseres typisk grænser for et låns størrelse i forhold til låntagers indkomst, loan-to-income, grænser i forhold til værdien af sikkerhedsstillelsen, loan-to-value, og andre krav til individuelle låneforhold. Blandt tiltag, der skal reducere omkostningen ved en krise ved at begrænse selvforstærkende effekter, kategoriseres finansielle stødpuder som kapitalkrav, dvs. hvor stor en del af institutternes balance der finansieres med egenkapital.

Makroprudentiel politik skal afhjælpe forskellige markedsfejl og eksternaliteter. Det kan være overdrevet risikotagning eller undervurdering af finansielle risici i opgangstider, se fx ESRB (2013) og De Nicolò mfl. (2012). Tilsvarende kan revurdering af risici, når de materialiserer sig, virke selvforstærkende under en opbremsning og medvirke til, at det udvikler sig til en krise. Forbundethed mellem finansielle aktører og risikoen for et selvforstærkende salg af aktiver i et marked med faldende priser er andre typer af eksternaliteter. Når de enkelte institutioner ikke tager højde for tilstedeværelsen af eksternaliteter, kan det have konsekvenser for systemet som helhed og derved motivere et indgreb.

En indikation på øget risikotagning forud for finanskrisen, der eskalerede i efteråret 2008, er den øgede udbredelse af høj gældsætning i forhold til indkomsten, se figur 2. I årene omkring årtusindskiftet blev omtrent 20 pct. af nye realkreditlån bevilget til husholdninger med høj gæld (over 400 pct.) i forhold til indkomsten. Den andel steg til 30-40 pct. i perioden 2004-06. Derefter faldt andelen, men begyndte at stige igen i 2014.

Figur 2 Større omfang af høj gældsætning kan være tegn på øget risikotagning
Kilde: Danmarks Nationalbank (2017).

Under finanskrisen trådte den danske stat til. Den overtog nødlidende pengeinstitutter, gav garantier over for sektoren, mulighed for statslige kapitalindskud mv. for at mindske konsekvenserne. Der var mange danske og internationale faktorer, som spillede sammen og forårsagede krisen. Makroprudentiel politik skal komme sådanne situationer i forkøbet ved at begrænse opbygningen af finansielle ubalancer i større omfang og ved at sikre, at kreditinstitutterne er tilstrækkeligt polstrede til at kunne modstå et alvorligt tilbageslag i sektoren uden offentlig støtte.

Makroprudentiel politik er blevet udbredt
Makroprudentiel politik har i den grad fået øget fokus efter finanskrisen. Langt de fleste EU-lande har de senere år taget mindst et tiltag, og nogle langt flere, se figur 3.

Figur 3 Mange EU-lande har taget et eller flere makroprudentielle tiltag
Anm.: Figuren viser antal tiltag, som er rapporteret til det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, ESRB, med visse undtagelser, se ESRB (2017).
Kilde: ESRB (2017).

I Danmark er en ny rådgivende instans blevet nedsat efter krisen. Det er Det Systemiske Risikoråd. Risikorådet skal bidrage til, at systemiske finansielle risici bliver identificeret og taget hånd om i tide, så stød til systemet ikke får betydelige negative effekter på det finansielle system og realøkonomien. Risikorådet består af tre uafhængige eksperter samt repræsentanter fra Finanstilsynet, de økonomiske ministerier og Nationalbanken.

Risikorådet har vedtaget fem henstillinger om konkrete tiltag, siden det blev nedsat i 2013. De har alle været rettet til regeringen. Rådets aktuelle risikovurdering bliver løbende opsummeret i pressemeddelelser. Hvis Rådet vil skærpe opmærksomheden om en potentiel risiko, men endnu ikke ser behov for konkrete politiktiltag, kan det alternativt udsende en observation eller en advarsel. Rådet har udsendt to observationer og en advarsel.

I Nationalbanken bidrager vi med analyser mv. til Risikorådet, da vi varetager sekretariatsfunktionen. Vi præsenterer hvert kvartal et overbliksbillede over udviklingen i det finansielle system, som omfatter de finansielle markeder, kreditinstitutternes likviditet, kredit, robusthed og forbundethed mv. Det gør vi ud fra de forskellige måder, som markedsfejl i det finansielle system kan slå ud, se Det Systemiske Risikoråd (2014). Vi ser på over 100 indikatorer, laver temperaturkort og anvender både kendte statistikker og mere utraditionelle datakilder som tingbogsoplysninger samt informationer fra markedsdeltagere. Overbliksbilledet supplerer vi med dybdegående analyser af udvalgte emner, modelarbejde – og forslag til tiltag, hvis det er relevant.

Stadig mange ubesvarede spørgsmål
Ligesom færdselsulykker ikke helt kan undgås, har vi nok heller ikke set den sidste finansielle krise. Men ved at øge vores forståelse af sammenhængene i det finansielle system og forskellige tiltags virkning på systemet kan vi forhåbentlig sikre, at den finansielle trafik kan glide glat.

Politikområdet har først for alvor fået fokus i dette årti, og der er derfor masser af spændende emner, hvor man kan være med til at sætte sit præg på forståelsen. Det gælder udviklingen af teoretiske modeller, der kan belyse, hvordan markedsfejl og tiltag påvirker systemet. Empirisk er der rum for at belyse, hvor stærke de påståede sammenhænge i de teoretiske – eller konceptuelle – modeller er.

I Nationalbanken har specialestuderende skrevet om Kontracykliske kapitalbuffere i en DSGE model og Margin Regulation and Market Liquidity, se omtale af det sidste i denne altandetlige-artikel. PhD-studerende har skrevet om Credit Supply and The Real Economy og The Dynamics of Bank and SovereignCredit Risk.

Kommende blogindlæg vil handle om, hvordan forskellige tiltag kan afhjælpe nogle af de markedsfejl, som kan være til stede på de finansielle markeder.

Litteratur
Danmarks Nationalbank (2017), Danmarks Nationalbank Analyse (Finansiel Stabilitet), 2. halvår, nr. 23, november.

De Nicolò, G., G. Favara og L. Ratnovski (2012), Externalities and Macroprudential Policy, IMF Staff Discussion Note, SDN/12/05, June.

Det Systemiske Risikoråd (2014), Overvågning af systemiske risici, 18. december.

European Systemic Risk Board (2013), Recommendation on intermediate objectives and instruments of macro-prudential policy, ESRB/2013/1, april.

European Systemic Risk Board (2017), A Review of Macroprudential Policy in the EU in 2016, april.

Fahr S. og J. Fell (2017), Macroprudential policy – closing the financial stability gap, Journal of Financial Regulation and Compliance, vol. 25, issue 4, pp. 334-359.

Her er det nye sort i den økonomiske politik

Om forfatteren

Kommentarer (0)