Af alle bud på menneskehedens undergang må man sige, at en zombieapokalypse er klart den mest realistiske. Gaderne ligger øde hen om dagen på nær de få overlevende, der samler fornødenheder som en Palle alene i verden og forbereder sig på natten, hvor der vil være frådende hjernesultne bæster overalt. Men det væsentligste i enhver tænkelig zombieapokalypsefantasi er naturligvis, hvordan man bekæmper zombierne – med køller, kofangere eller shotguns. Hvert middel har fordele og ulemper, er bedre eller dårligere egnet til en given situation og er mere eller mindre tilfredsstillende at overvære. På samme måde er det med metodologiske paradigmer i empirisk økonomisk praksis, så hvilken scene er bedre til at starte en normativ diskussion om paradigmer end zombieapokalypser?

OLS er for empiriske økonomer hvad en shotgun er for de overlevende og universitet er overlevelsestræningslejren, hvor man skal beslutte hvor meget af tiden, man vil bruge på at træne i at skyde med shotguns. Min påstand er følgende: For langt de fleste er det vigtigt at få masser af træning med deres shotgun, men for en mindre skare af specialister er det vigtigt med masser af metodepluralisme.

Lad mig starte med at snakke udvalg. Hvorfor kun shotgun? Tja, OLS er et meget alsidigt værktøj, der kan bruges i mange situationer og er overraskende robust for en lang række problemer i data. Som en shotgun skal man bare holde det i den rigtige retning og trykke på aftrækkeren og overlade resten til spredehaglene – hvis éns teoretiske historie er korrekt, så skal OLS oftest nok finde den. I modsætning til partielle plots tager man højde for samspil mellem forskellige faktorer, og desuden koefficienterne har en Alt Andet Lige ® fortolkning (mums for en økonom). Angrist og Pischke's bog, Mostly Harmless Econometrics, går gennem ild og vand for OLSens gode navn, så ikke-troende henvises dertil.

Ikke desto mindre vil jeg mene, at vi økonomer med vores trofaste shotgun ofte havner i en lille knibe. Mange økonomerer falder enten tilbage på køller og andet mere primitivt værktøj (jf. overfloden af simple plots og overbliksstatistikker i udgivelser fra forskellige offentlige og private økonomer) eller kommer til skade når de forsøger at kæmpe den gode kamp (meningsløse regressioner, ignoreret endogenitet eller meningsløse IV-regressioner). Her mener jeg, at det er kadetternes og akademiets opgave sammen at sørge for, at disse modige sjæle er ordentligt trænede til både at have selvtilliden til at bruge det glimrende værktøj, som OLS er, men også at der er nok praktisk erfaring til at undgå nogle af de penible situationer visse praktikere havner i. Personligt tror jeg det er et spørgsmål om træning og masser af det. Selvom det er godt og vigtigt med kendskab til det mere avancerede artilleri, så kommer man formentlig ikke til at bruge det uden at have lært de mere simple at kende først, så hellere mere træning med shotgun'en end at hoppe for direkte til de tunge skyts, hvis man ikke ønsker en karriere i specialstyrkerne. Og man skal ikke sige, at det er fordi OLS resultater er svære at videreformidle for ikke-indviede – det er et spørgsmål om pædagogisk formåen. Man beder ikke CERN's fysikere om at bruge en tennisboldmaskine i stedet for en partikelaccelerator fordi det ellers er uforståeligt for menigmand.

For en anden gruppe derimod, er problemet mere subtilt. Den pyramidefikserede Maslow har meget klogt sagt ”I suppose it is tempting, if the only tool you have is a hammer, to treat everything as if it were a nail”. Med andre ord, man kan blive så shotgun-besat, at man kun spekulerer i hvor man bør skyde en zombie (gå efter hovedet eller skyde benene af dem først), hvor det måske kunne være, at de var dødeligt overfølsomme for vand så vandballoner var vejen frem.

Sagt lidt kedeligere, fordi økonomer (især i research-verdenen) bruger OLS (og lignende regressionsmetoder som 2SLS, probit, DiD, treatmentmodeller osv.) så meget opstår det mantra, at hvis man kan sige noget med OLS, så er det at foretrække. På den måde opnår værktøjet OLS næsten status af et paradigme. Det giver selvfølgelig god mening derved, at man kan få en bedre faglig diskussion når alle forstår de værktøjer, der er anvendt. Men omvendt opstår der et incitament til at lede efter den teoretiske model, der resulterer i en OLS-bar reduceret form, og man risikerer et ensidigt fokus på de samme slags problemer såsom endogenitet og omvendt kausalitet, mens man måske overser (eller endda ignorerer) de typer problemer, som OLS alligevel ikke kan håndtere.

Jeg ved udmærket godt, at enhver OLSchool* praktiker holder fast i vigtigheden af en solid teoretisk model som fundament og sikkerhed for, at OLS metoden giver mening, men min pointe er bare, at når metoden bliver eneherskende sker der et syndefald, hvor man taber uskylden i den hypotetisk-deduktive metode** – man er ikke længere neutral og åben i sindet når man leder efter sin teori, men har i stedet brug for at nå til en reduceret form med en helt bestemt struktur. For eksempel hvor en komplet uafhængig variabel (evt. efter instrumentering) påvirker en responsvariabel eller hvor man med kontrolvariable eller anden sammenligning af observerbare karakteristika genskaber en forsøgsopstilling (random assignment), som egentlig kun findes i den medicinske videnskab.

Naturligvis findes den uskyldsrene hypotetisk-deduktive økonometriker ikke, men jeg tror på, at metodepluralisme kan hjælpe én mod dydens smalle sti – hvis man lader sig inspirere af mange forskellige metoder vil man måske ikke være nervøs for at havne i en ikke-OLSbar situation i søgningen efter Den Sande Ligning.

Men for at vende tilbage til zombieapokalypsen, så gælder den sidste formanende opfordring kun til dem, der vil være i specialstyrkerne. Til langt de fleste økonomer vil det være mere gavnligt at få mere træning i at bruge deres shotgun. Selvom de optimalt også bør have kendskab til artilleriet... Hmm, måske er mit ultimative budskab, at når man med rystende hånd og koldsved over hele kroppen sidder og browser fagkataloget for at skulle distribuere den begrænsede ressource, som tid er, så tænk på apokalypsen – hvad hjælper lidt mere regnskabsteori eller lidt flere forfejlede finanskrisemodeller når man i stedet kan få sig noget økonometri, så man kan forsvare sig ordentligt mod hjerneædende zombier?

* Credit for ”OLSchool” går til en nu nedlagt t-shirt hjemmeside...

** Den hypotetisk-deduktive metode er en heuristik, der tager udgangspunkt i, at man ud af ren teori fremkommer med en hypotese og klare kriterier for, hvornår de afvises af data (fx statistiske tests). Dernæst holder man teoriens forudsigelser op mod virkeligheden og forkaster den, hvis de ikke holder stik. Det siger sig selv, at hvis hypotesen er udviklet under hensyntagen til, hvordan den skal holdes op mod virkeligheden, da forsvinder fidusen ved denne tilgang.

Om zombieapokalypser og OLSchool paradigmer

Om forfatteren

Kommentarer (7)