I den seneste tid er dynamiske effekter af offentligt forbrug blevet diskuteret flittigt i medierne. Som økonom i Danmarks Statistik, som til daglig sidder med udviklingen af ADAM, har det været fascinerende at følge med i, hvordan der åbnes op for en diskussion af Finansministeriets regneprincipper. Det kan kun være sundt, at der er en faglig diskussion om forudsætningerne for beregningerne på dansk økonomi og politiske forslag – så længe politiske særinteresser ikke får lov til at diktere konklusionen.

Finansministeriet har en række regneregler, som senest er dokumenteret i en rapport fra maj 2018. Kort fortalt inkluderer man i udgangspunktet simple tilbageløb. Det betyder f.eks., at momsprovenuet fra et øget offentligt varekøb reducerer ”prisen” for forøgelsen af det offentlige forbrug. Derimod regnes der som udgangspunkt ikke med, at det offentlige forbrug kan påvirke arbejdsudbuddet eller arbejdsproduktiviteten, det der i denne sammenhæng kaldes adfærdsændringer eller dynamiske effekter. Dynamiske effekter kendes fra skatte- og afgiftsområdet, hvor det antages at en stigning i den disponible realindkomst øger arbejdsudbuddet med en elasticitet på 0,1.

Da det offentlige forbrug er meget differentieret, kan man ikke opstille en enkelt regneregel for, hvordan en stigning i det samlede offentlige forbrug påvirker arbejdsstyrken og arbejdsproduktiviteten. Det er mere realistisk, at man kan indregne dynamiske effekter af konkrete politikforslag, som sandsynligvis har en effekt på arbejdsudbuddet og arbejdsproduktiviteten. Eksempelvis undersøger DØRS i to notater fra 2017 og 2018, om ændringer i kvaliteten af børnepasningen har en målelig effekt på forældrenes arbejdsudbud både på den ekstensive og intensive margin, dvs. antal beskæftigede og andelen der arbejder fuldtid i forhold til deltid. Notaterne udnytter variationen mellem kommunerne til at undersøge, hvordan marginale ændringer i børnepasningens pris og kvalitet vil påvirke forældrenes arbejdsudbud i perioden omkring en familieforøgelse. Kvalitet er defineret som personalenormeringen, dvs. antallet af børn per ansat i vuggestuer og dagplejer. Det bemærkes, at familier hvor der indgår selvstændige og personer der modtager SU, førtidspension, ledighedsydelse og fleksløntilskud udgår af populationen på den ekstensive margin. Effekten undersøges derfor kun for ca. 70.600 forældre, svarende til godt 60 pct. af de familier, der fik barn i 2013. På den intensive margin indgår kun personer der er beskæftiget i hele perioden fra barnet er halvandet til to år. Når effekten på arbejdsudbuddet af antallet af børn pr. ansat er estimeret, er det nemt at lægge ind i en model som ADAM.

Det følgende tager udgangspunkt i DØRS's regneeksempel, hvor den gennemsnitlige normering i daginstitution og dagpleje forbedres fra 3,6 børn per voksen til 3,0 børn per voksen. Det svarer til, at der skal ansættes 6.400 ekstra personer i den offentlige sektor. Med elasticiteterne fra DØRS øger de 6.400 ekstra offentligt ansatte arbejdsstyrken med 250 fuldtidsbeskæftigede (ekstensiv margin) og forældrenes arbejdstid øges med 0,63 procent (intensiv margin). Ændringen i normeringen lægges ind i ADAM i et grundforløb med steady state, både med og uden de dynamiske effekter på forældrenes arbejdsudbud.

Figur 1 viser effekten på beskæftigelsen og arbejdstiden i de to eksperimenter. På kort sigt vil den øgede offentlige efterspørgsel løfte økonomien. Imidlertid betyder den øgede beskæftigelse også, at lønkravet stiger, hvilket mindsker eksporten, og på langt sigt er beskæftigelsen uændret i eksperimentet uden dynamiske effekter. I eksperimentet med dynamiske effekter, øges arbejdstyrken og arbejdstiden. Dermed øges arbejdsudbuddet permanent både i personer og timer, og ligevægten for den samlede produktion bliver tilsvarende en anelse højere end i grundforløbet.

Det øgede arbejdsudbud betyder, at indkomstgrundlaget stiger og giver staten ekstra skatteindtægter og ekstra afgiftsindtægter af det øgede forbrug. Dermed reduceres den negative effekt på den primære offentlige saldo (offentlig budgetsaldo ekskl. renter) på lang sigt fra 0,137 pct. af BNP i modelberegningen uden dynamiske effekter til 0,132 pct. i beregningen med dynamiske effekter. I begge beregninger er tilbageløbseffekter fra skat og afgifter samt højere lønudgifter som følge af et større pres på arbejdsmarkedet indregnet, som det altid sker i ADAM. Resultatet er, at de dynamiske effekter reducerer finansieringsbehovet med omkring 100 mio. kr., jf. tabel 1.

Tabel 1: Finansieringsbehov, langsigtet effekt på primær saldo i 2018-kr.:

Finansieringsbehovet er tæt på 3 mia. kr., så de dynamiske effekter gør kun en beskeden forskel i ADAM-beregningen, men det er også nogle små elasticiteter DØRS finder.

Til beregningen knytter sig en del usikkerhed. Som nedadrettet usikkerhed, der potentielt reducerer provenuet af de dynamiske effekter kan nævnes, at elasticiteten på den intensive margin er insignifikant. Derudover forudsætter eksemplet, at kommunerne realiserer en bevilling til øget normering som påtænkt. Som usikkerhed, der kan øge provenuet af de dynamiske effekter, kan nævnes, at studiet fra DØRS begrænser sig til lønmodtagere. Selvstændige forventes normalt at have en mere fleksibel arbejdstid og har måske en højere elasticitet end lønmodtagere. I alt omfatter beregningen kun lidt over halvdelen af forældre, der får børn i et givent år, så effekten kan let være større og ramme flere mennesker. Desuden omfatter dynamiske effekter ikke bare effekten på arbejdsudbuddet men også effekten på arbejdsproduktiviteten. Der kan argumenteres for, at en forbedret normering og større kvalitet i børnepasningen gør børnene dygtigere i skolen og mere produktive på arbejdsmarkedet, når den tid kommer. Denne mulige produktivitetseffekt er heller ikke medtaget, men kræver også store studier, hvor barnet følges over en lang årrække.

Trods usikkerheden om effekternes størrelse viser modelberegningerne, at dynamiske effekter kan gøre det statsfinansielt og samfundsøkonomisk billigere at øge det offentlige forbrug. Om en ekstra selvfinansiering på 100 mio. kr. ud af et beløb på 3 mia. kr. vil afgøre, om politikere stemmer for eller mod et forslag, det er en anden diskussion.

Dette blogindlæg er skrevet efter inspiration af specialet ’Dynamiske effekter af offentlige udgifter til børnepasning’ af Cand. Polit. Nicoline W. Nagel.

Prisen på at ansætte flere offentligt ansatte

Om forfatteren

Kommentarer (2)