Endelig bliver det fredag og aftenen, hvor det nye semester skal skydes i gang. Som debutant på after-dark-reportagefronten, er det ikke uden bekymringer eller spænding, at jeg går til opgaven at dække Semesterstartsfest-1-2011. Et fantastisk ærefuldt og betydeligt erhverv.

Men hvad hvis festen skulle blive så kedelig, at end ikke kunstnerisk frihed er tilstrækkeligt til at give produktet en kvalitet, man kunne byde læserne at publicere? Og hvad kunne der formodes at ske med reporteren selv efter indtagelse af alkoholiske drikke?

Status 1: Præparty. Første øl knappes op.

Med telefon, blok og pen tæt ind til kroppen begiver jeg mig derfor tøvende af sted mod første stop: Nørrebro, præparty á la år 2000. Udflugten dertil starter med, at jeg, den jyske reporter, notorisk må slå 8-taller omkring destinationen mindst en halv time i kulden, før jeg opnår succes med at ramme den rigtige dør.

Efter lækker mad, yderligere et par øl og endnu en frossen udflugt på jernhesten, er Østerbros sejeste diskotek, Park, endelig politpatruljen i syne.

A priori er forventningen moderat. En lille billet fattigere og en halv times garderobekø rigere, er det endelig muligt at betræde Parks bugnende gulve. Lokalet emmer af en barnagtig glæde, der som aftenen skrider frem ekspanderes proportionalt med antallet af genstande, der uddeles og indtages.

Status 2. Toiletkøen er uendelig lang. Man drømmer om at være en mand. Bare for en kort stund.

I ventetiden spejder jeg rundt i lokalet og konstaterer, at med densiteten i baren som målestok kan denne aften erklæres for en uforbeholden succes.

Status 3. Status quo. Måske en smule mere beruset. Dansegulvet ligner mest af alt en myretue.

Endnu et år er Park stuvet fuld af tørstige, bedrestillede politter, der får Vega til at spejde fortrydeligt efter den tabte omsætning. Hunde, Plovmænd og Tusser vandrer kontinuerligt mod kasseapparatet, alt imens veldresserede, velpåklædte politter i et adstadigt tempo konvergerer mod en mere primitiv tilstand som ’P(r)olit(ar)’.

Status 4.a: At bestille en drink og erkende, at man ikke længere er i stand til at afgøre, om man har fået rigtigt tilbage.

Man genkender desuden ikke smagen af en ellers velkendt drink. Cosmopolit?

Status 4.b. Forgiftede smagsløg

En forbipasserende stikker mig en ny drink og forsvinder ud af mit synsfelt, hvorfor jeg straks indser: There is such thing as free drinks. Åbenbart! Således opløftet bevæger jeg mig videre blandt velpolerede, beduggede studerende og opsnapper brudstykker af samtaler, som på denne særlige aften kredser om emner, der er i absolut komplementærmængde til den daglige tale om rentespænd og tidsseriedata.

Status 5.a. Flere ankommer. At måle efter transpirationsaktiviteten på en stikprøve af lokalets mange ansigter, er stedet klart mere fyldt end brandmyndighederne tillader.

Status 5.b. Vi læser ikke jura. Vi er ligeglade.

Tager man et blik på den brogede buket af lettere påvirkede, moderat påvirkede og utrolig påvirkede gæster, bliver det straks klart for enhver, at festivitas er overgået til gymfest-stadiet, hvor grupperinger to og to giver mulighed for at stjæle sig til kys i krogene.

Status 6. Pølsevogn. Monopolvirksomhed på hjul.

Den udmattede polit indser skarpt, at nemmeste vej til natmad er et besøg i den meget lokale pølsevogn placeret just et stenkast fra de ophedede lokaler. En virksomhed med det højthellige formål at brødføde festlige, hungrende politter. Jeg erkender straks, at komparative fordele gør pølsedamen med indianerudseendet den mest kompetente af os to til at fremstille den velsmagende, ristede hotdog, jeg kort efter indtager. (I virkeligheden er hendes fordel på dette fremskredne tidspunkt måske nærmere absolut.)

Besøget i pølsevognen giver mig mulighed for at udvide mit pølsevogns-vokabularium med termen ’pølse i lædervest’. Dette viser sig at være lettere gjort end sagt. Til gengæld bekræfter det, at det aldrig er for sent (på natten) at lære nyt.

Et par gutter spørger efter vej til politi-festen. Den nærmest koreograferede tavshed blandt pølsevognsgæsterne efterfulgt af et spagt forsøg på udredning af distinktionen mellem de to erhverv politi og polit, bremser ikke flokken i deres mission. De er jyder. Jeg kan ikke bebrejde dem det. Jeg er det, man på statskundskab vil kalde lokalpatriot. Jeg orker ikke engang at forsøge at forklare dem, at politiet anholder forbrydere og økonomer afholder antagelser. Med parolen ‘If you want to do something wrong, do it right’ kørende på nethinden, indtages med største iver den veltilberedte pølse.

Status 7. Sandhedens time. Jeg viser mig i al sandhed at være en træt reporter og lister stille af.

Dette er en af de aftener, hvor man er fristet til at give tiden en fartbøde. Men det er vel også muligt som en del af enheden polit(i)patruljen...?! Det er vist på tide at gå hjem.

Status ... Siden har der været fredagsbar. Og nu er der ferie. Jeg går hjem og revurderer aktualitetsprincippet.

SemesterstartsfeSTIVitas

Om forfatteren

Kommentarer (4)