Den 7. marts deltog mere end 70 økonomistuderende i arrangementet ’Er polit blevet for snæversynet’. Både i den bredere offentlighed og her på Altandetlige.dk har diskussionen om polituddannelsens indretning dukket op med jævne mellemrum. Særligt synes stiftelsen af Kritiske Politter for efterhånden fire år siden, at have medvirket til en mere kritisk debat om uddannelsens indhold.

Som det ofte gør sig gældende for sådanne debatter, er argumentationen sjældent enslydende, såvel som bevæggrunde og konkrete ønsker for justeringer kan variere ganske betragteligt, alt efter hvem man spørger.

Derfor har jeg i dette debatindlæg sat mig for at uddybe, hvad der er Politrådets officielle holdning til hvorfor, der er brug for at ændre økonomiuddannelsen.

Der er mange forskellige indfaldsvinkler til debatten, men jeg vil her alene koncentrere mig om økonomiuddannelsens pensum. Selvom uddannelsen kan siges at udgøres af en række delkomponenter: Undervisningsformen, eksaminationen og altså pensum. De to andre elementer er også afgørende, og en del af mine og Politrådets ønsker for uddannelsen vil givetvis kunne indfries gennem mere diskussion og kritisk refleksion i undervisnings- og eksamenssituationer.

Derfor glæder det mig også, at vi på sidste Studienævnsmøde blev enige om at arbejde hen imod en bredere sammensætning af eksamensformerne på studiet. Politrådets håb er, at en større variation i f.eks. længden af eksamener, brugen af hjælpemidler mv. kan give mere plads til intuitionen, refleksion og kritisk stillingtagen i selve eksamensopgaven.

Når jeg alligevel har besluttet at bruge pladsen i dette indlæg på at uddybe Politrådets holdninger til den indholdsmæssige del af uddannelsen, er det fordi, at pensum alt andet lige må være den fælles rettesnor. Vi kan ikke hverken regne med eller håbe på, at uddannelsen skal kunne noget andet og mere, end det vi eksplicit giver plads i vores fagbeskrivelser. Derfor må dette være vores fælles udgangspunkt for diskussionen.

Hvad skal en akademisk uddannelse i økonomi kunne?
Et oplagt sted at starte, når vi skal tjekke efter om uddannelsen lever op til vores forventninger, er naturligvis ved formålsbeskrivelsen. I den seneste studieordning, er formålet med bacheloren beskrevet således:

1. Indføre den studerende i økonomisk teori og dennes anvendelser. Den studerende skal ligeledes erhverve teoretisk viden om og indsigt i brugen af økonometrisk teori og anvendelse. Undervisningen sigter på at udvikle den studerendes logiske sans og økonomiske intuition.

2. Give den studerende den faglige viden og de teoretiske og metodiske kvalifikationer, så den studerende bliver i stand til selvstændigt at identificere, formulere og løse komplekse problemstillinger inden for økonomi og økonometri.

3. Give den studerende grundlag for udøvelse af erhvervsfunktioner og kvalificere til optagelse på en kandidatuddannelse.

I Politrådet er vi helt enige med formålsbeskrivelse. I beskrivelsen ligger der både teoretiske og praktiske elementer, ligesom det understreges, at uddannelsen skal ’udvikle den studerendes logiske sans og intuition’.

Realitetstjekket
Politrådet er imidlertid af den opfattelse, at pensum i dag ikke afspejler denne formålsbeskrivelse fuldt ud. Der er ingen tvivl om, at uddannelsen langt hen ad vejen giver os studerende metodiske kvalifikationer, til at løse specifikke, afgrænsede opgaver. Uddannelsen har desuden et højt matematisk niveau, og som studerende disciplineres vi i retningen af at tænke og forstå samfundsproblemer ud fra en meningsfuld og indsigtsgivende teoretisk indgangsvinkel.

Så langt så godt, hvis BSc.polit vel at mærke var en professionsbachelor. Men det er den ikke. Der kræves andet og mere af en akademisk uddannelse, hvor det ikke er nok, at man kan udføre erhvervsfunktioner og følge faglige anvisninger, man skal, ifølge formålsbeskrivelsen, også være i stand til ”selvstændigt at identificere, formulere og løse komplekse problemstillinger inden for økonomi og økonometri.”

Økonomiuddannelsen på Københavns Universitet skal altså adskille sig fra de mere end 97 professionsuddannelser indenfor økonomi, der kommer frem, når man søger på ’økonomi’ på uddannelsesguiden.dk.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at vi i Politrådet ikke mener, at bacheloruddannelsen gør dette til fulde i dag. Hertil siger nogen, at man skal kunne kravle, før man kan gå. Dermed forstået, at alt det, vi ovenfor stiler imod, først bør indtræffe på kandidatniveau. Men dem, der siger sådan, gør regning uden vært. For den måde vi på Økonomisk Institut har besluttet at skrue vores kandidatuddannelse sammen (fuld valgfrihed over fagsammensætning), giver absolut ingen garanti for hverken akademisk dannelse, kobling til virkelighed og samfund eller noget der minder herom.

Så enten skal vi grundlæggende ændre vores kandidatuddannelse – en model hverken jeg selv eller Politrådet er fortalere for – eller også må vi se nærmere på sammensætningen af vores bacheloruddannelse. Men det kræver naturligvis, at vi sætter skarpt på, hvor problemerne er. Derfor følger fire nedslagspunkter, som underbygger, hvor Politårdet mener, at der er grund til (akademisk) bekymring for den nuværende bacheloruddannelse i økonomi.

1. Nedslagspunkt: Bedre sammenhæng mellem virkelighed og teori
Det første nedslagspunkt kan kaldes sammenhængen mellem virkelighed og teori. Ifølge Politrådet er der i dag et for stort fokus på formaliserede (matematiske) teorier, der alene baserer sig på antagelser frem for studier af virkeligheden. Det er en kritik, som vi langt fra er alene om. F.eks. gav Katarina Juselius, der i en årrække var direktør i INET på KU, ved sin fratrædelse i 2014 følgende kritiske udlægning af de neoklassiske modellers evne til at beskrive virkeligheden:

”Jeg fandt desværre, at de fleste varianter af de neoklassiske modeller ikke holder, det vil sige ikke tilfredsstillende kan reproducere de langsigtede datas udvikling. Der var nogle ubalancer i økonomien, som dataserierne afspejlede, men som modellerne ikke kan forklare ” – Information 2. december 2014.

Politrådet er af den opfattelse, at teorierne bør introduceres som nødvendige, formaliserede midler til at forstå og løse virkelige problemer, begivenheder og fænomener. Læringen opstår således igennem et systematisk arbejde med virkeligheden og de antagelser og forsimplinger man må gøre sig i den forbindelse. Den tilgang står i modsætning til udelukkende at opnå læring igennem deduktioner, som hviler på foruddefinerede antagelser, som ikke kontinuerligt bliver retfærdiggjort.

2. Nedslagspunkt: Behov for større teoretisk pluralisme
Det andet nedslagspunkt er behovet for mere pluralisme i teoridannelsen på studiet. Som studerende præsenteres vi for en mekanisk, tid- og stedløs økonomi, på trods af at den økonomiske virkelighed (og teori) er mangfoldig og i stadig forandring. Politrådet er altså ikke af den overbevisning, at den neoklassiske teoriretning er forkert eller overflødig. Tværtimod. Men vi mener, at den er utilstrækkelig alene.

At den er utilstrækkelig ses allertydeligst i de aktuelle temaer og problemer, som optager samfundet. Klimakrisen og finanskrisen er eksempler på spørgsmål, hvor værktøjskassen ikke er stærk nok til at beskrive hverken problemet eller mulige løsninger. Mainstream teorien bygger på abstrakte markedssystemer snarere end økonomien, vi lever i. Miljøspørgsmål er i den neoklassiske økonomi alene forbundet med eksternaliteter i markedsøkonomien og finansielle kriser forstås som eksterne økonomisk chok. Miljø- og finansielle kriser er derfor ikke centrale spørgsmål, men teoretiske residualer af det som studeres i mainstream: Transaktioner og produktion i markedsøkonomien. Tilgangen er brugbar og nødvendig, men de færreste vil alligevel påstå, at den er tilstrækkelig.

Der er et behov for at give plads til andre tilgange, og der er en hel masse at tage af. Man kunne f.eks. i højere grad anvende adfærdsøkonomiske resultater, elementer fra det neo-schumpetarianske syn på produktionsprocessen, økologisk økonomi i relation spørgsmålet om muligheden for varig vækst, institutionel økonomi og neo-institutionel økonomi i arbejdet med såvel formelle som uformelle institutioners betydning for økonomiske aspekter, klassisk økonomi i forbindelse med diskussionerne om normativitet i økonomiske anliggender osv.

Det er intensionen, at færdiguddannede økonomer vil være bedre rustet til at forstå og løse økonomiske problemer i den virkelige verden, hvis uddannelsen bliver bredere og mere pluralistisk. Pluralismen har desuden til formål at højne det akademiske niveau på instituttet ved at antagelser, metoder mv. udfordres i større grad og dermed videreudvikles.

3. Nedslagspunkt: Større fokus på normative valg og antagelser
Et tredje nedslagspunkt er det forhold, at faget i for høj grad behandles som en positivistisk videnskab. I følge Politrådet adskiller den økonomiske videnskab sig fra naturvidenskabelige fag ved, at den ikke er værdifri. Bag antagelser, tilgange og opgørelser inden for det økonomiske felt gemmer sig vurderinger og valg, som baserer sig på værdimæssige overvejelser. Det er vurderinger, som omhandler, hvad mennesker higer efter, hvordan mindretalsrettigheder skal behandles, hvad der karakteriserer ’optimum’ samt ikke mindst, hvordan vi vurderer og opgør velfærd og velfærdsforbedringer.

Det er der ikke noget nyt i. Faktisk så økonomifagets fader, Adam Smith, økonomi som værende en moralvidenskab. Senere har flere argumenteret for, at man burde skille sig af med denne kobling til moralske, etiske og poliske overvejelser. Bl.a. er Friedman kendt for citatet: ”Økonomi bør være en positivistisk videnskab’ men citatet i sig selv er et normativt udsagn, og ifølge Politrådet understreger det blot det logiske falsum, der ligger i at postulere at en samfundsvidenskab, som den økonomiske, kan se sig fri for at forholde sig til værdimæssige spørgsmål.

4. Nedslagspunkt: Et bredere samfundsperspektiv er nødvendigt
Det fjerde og sidste nedslagspunkt er behovet for at (re)introducere et samfundsperspektiv og en generel videnskabsteoretisk og -historisk dannelse på studiet. Dette er en naturlig del af en akademisk uddannelse, og manglen på teorihistorie og større videnskabsteoretisk indsigt er alarmerende. Her vil jeg nøjes med at henvise til mit tidligere indlæg, som hovedsageligt bygger på tidl. overvismand, Niels Kærgårds kritik af polituddannelse fra sidste sommer.

Vejen videre
Fra både forelæsere, aftagerinstitutioner og andre meningsdannere har vi i Politrådet (overvejende) fået positiv respons på vores arbejde og overvejelser. Flere kan se behovet for løbende at justere uddannelsen til, så den afspejler den seneste forskning og verden omkring os. Og da uddannelsens fagelementer ikke grundlæggende er ændret siden 2007/2008, virker det til, at der er opbakning til en mere eller mindre omfattende reform af uddannelsens indhold.

Når det er sagt, venter der fortsat mange diskussioner om den faktiske udmøntning af en fagrevision. En række spørgsmål melder sig: Hvilke faglige elementer skal ud til fordel for andre og nye elementer? Hvordan sikrer man mere videnskabsteori, teorihistorie og kritisk stillingtagen, på tværs af fagene på BA’en? Hvordan bygger man fagene op omkring virkelige hændelser og fænomener, frem for antagelser? Hvordan bringer man viden om de normative valg længere ind i økonomernes kernefaglighed? Osv.

Fra Politrådets side offentliggør vi inden længe et samlet oplæg til debat, hvor vi skitserer konkrete forslag til, hvordan hvert enkelt fag på bacheloren kan justeres. Det vil ikke være et færdigt kompendium, men netop et oplæg til debat. Det er både min egen og Politrådets håb, at så mange som muligt – hvad enten man er rygende uenig med os eller i det store og hele bakker os op – vil deltage i diskussionen de kommende måneder, hvor vi løbende vil bringe forslag og debatter op i de forskellige formelle fora.

Jeg ser frem til en spændende og lærerig debat om vores fag.

Bjarke Dahl Mogensen
Formand for Politrådet

Hvorfor skal økonomiuddannelsen reformeres?

Om forfatteren

Kommentarer (6)