Michael Sandel: What Money Can’t Buy. The moral limits of markets. 2012.

Titlen er misvisende. Bogen handler ikke om det, som penge ikke kan købe (kærlighed, venskab m.m.), men om det penge godt kan købe, men som Sandel ikke mener bør kunne købes og sælges: ”We need to ask whether there are some things money should not buy” (p 7), og han efterlyser, at: ”A debate about the moral limits of markets would enable us to decide, as a society, where markets serve the public good and where they don’t belong.” (p. 14).

Michael Sandel er ikke socialist. Han kategoriseres ofte som ”communitarian”, der snarere er en afart af konservatisme, men en politisk filosofi, der opfatter individet som et produkt af samfundet, som lægger vægt på positive rettigheder og sætter kollektivet eller ”the public good” over individet.

Det kommer til udtryk hos Sandel, når han taler om det kollektive ”we” eller ”society”, som skal træffe beslutninger om "det fælles bedste" (hvad det så end er), men med hvilken ret, det tilkommer nogen at bestemme over, hvad andre skal have lov til at købe og sælge af retmæssigt erhvervet ejendom, forklares aldrig. På trods af, at Michael Sandel er en højt-estimeret professor i politisk filosofi på Harvard (hans bog og kursus i "Justice" er berømmet, findes på i-tunes U), er der ingen systematisk, filosofisk (eller økonomisk) analyse i bogen. Det er Michael Sandels private mavefornemmelser og politiske antipatier, der udgør den røde tråd i bogen, og bogen minder mere om en debatbog end om et akademisk værk, de mange slutnoter og litteraturhenvisninger til trods.

Bogen er bygget op omkring en lang række eksempler på markedets udbredelse, og Sandel gengiver loyalt (om end han konsekvent ser bort fra betydningen af privat ejendomsret) de økonomiske argumenter for, at markedsmæssige løsninger fører til en mere effektiv allokering af ressourcer.

Køkultur

Et første eksempel er betaling for at komme foran i køen, eller betale andre for at stå i kø for én. Det finder sted i forlystelsesparker, ved indtjekning i lufthavne, på hospitaler, i Kongressen, ved teaterforestillinger m.m.

Det libertarianske etiske argument for den slags baserer sig på den private ejendomsret: At enhver må have ret til at sælge deres retmæssigt erhvervede private ejendom, så hvis et firma vil oprette en ekstra kø for dem, der vil betale ekstra for at få hurtig adgang til Disneyworld eller fast-track i lufthavnen, eller hvis nogen vil betale andre for at stå i kø for at købe teaterbilletter eller vil videresælge billetter til en sportsbegivenhed, så har de ret til det, fordi billetterne er deres private ejendom, når de retmæssigt har købt og betalt dem. Det konsekventialistiske (eller økonomiske) argument er, at ressourcerne allokeres mest effektivt, når der er tale om en markedsmæssig allokering.

Sandels eget etiske udgangspunkt forekommer noget luftigt. Han finder det moralsk korrumperende og i strid med ”køens etik”, når lufthavne har fast-tracks for business class og first class rejsende.

Det samme gælder ved videresalg af billetter til ”Shakespeare in the Park”, der af bystyret i New York var tænkt som en gratis forestilling for de tålmodige, der har tid til at stå mange timer i kø for at hente gratis billetter. Der er naturligvis spontant opstået et marked for videresalg af billetter, som Sandel mener er umoralsk, fordi det ødelægger bystyrets intention om gratis billetter. Sandel tager imidlertid ikke stilling til, med hvilken ret bystyret skulle kunne bestemme, at billetterne ikke må videresælges, når de først har givet dem væk og dermed afhændet ejendomsretten til andre.

Der er grænser for, hvor mange billetter den enkelte kunne hente til ”Shakespeare in the Park”, men generelt gør billethajer ikke andet end at udøve deres private ejendomsret og driver en risikobetonet forretning, og samtidig med at de forfølger deres egne mål, er de med til at sikre en mere efektiv allokering af ressourcer (som var de drevet af en usynlig hånd). Det er en offerløs forbrydelse at købe og sælge billetter på et frit marked.

Sandel må her ty til argumenter om, at markedet ikke nødvendigvis sikrer, at det er dem, der subjektivt har størst glæde af stykket, som har størst forståelse for Shakespeare eller lignende, der vil komme til at se stykket, når billetterne sættes til salg. Det kan naturligvis være rigtigt, hvem ved det? Og hvordan Sandel kan udtale sig om personers subjektive nytte af et skuespil eller sammenligne subjektiv nytte på tværs af individer står hen i det uvisse. Ligesom det er uklart, hvorfor kødannelse som rationeringsmekanisme skulle sikre opfyldelsen af det formål.

Igen og mere generelt: Kødannelse og priser er to forskellige måder at rationere knappe goder på, men Sandel negligerer, at kun prissystemet giver udbyderne et økonomisk incitament til at udbyde flere billetter, oprette en ekstra skranke for køerne m.m.

Markedet korrumperer og fortrænger andre værdier

Man skal halvvejs ind i bogen, før Sandel når frem til sit egentlige ærinde: At markedet fortrænger andre værdier og normer for menneskers interaktion, og deri har han en pointe.

Sandel kommer med flere eksempler på fortrængning af andre normer: Indstillingen til frivilligt arbejde vil ændre sig, såfremt arbejdet bliver lønnet. Sandel refererer til et israelsk eksperiment, hvor tre grupper af indsamlere fik samme peptalk, men en gruppe fik 1 pct. af det indsamlede beløb, en anden fik 10 pct., hvorimod den sidste gruppe gjorde det rent frivilligt. I eksperimentet indsamlede de frivillige flest penge, og konklusionen er, at der skal en relativ høj betaling til at for at konkurrere med de værdier, der ligger i at udføre frivilligt arbejde.

Ifølge Sandel er de normer, der fortrænges af markedet, højere eller bedre, men hvori det "højere" består, argumenteres der ikke for. Der er jo tale om en slags ekstern effekt af den økonomiske aktivitet, der minder om pekuniære eksternaliteter, som ikke påfører andre nogen omkostninger, og som man af gode grunde ikke kan kræve erstatning for.

Julegavegivning er et andet eksempel. Undersøgelser har vist, at den økonomiske værdi for modtageren af julegaver er mindre end udgiften for giveren, så hvorfor ikke blot udveksle penge? Eller gavekort? Og hvis man gør det, hvorfor så ikke blot nettoficere gavegivningen, og hvis en bror og søster giver hinanden lige store pengegaver, hvorfor så overhovedet udveksle gaver? De fleste vil nok mene, at julegaver er en værdifuld del af julens traditioner, og at selve aktiviteten gavegivning har en værdi i sig selv. Men hvilken relevans har dette eksempel for Sandels ønske om at rejse en offentlig debat “about the moral limits of markets [which] would enable us to decide, as a society, where markets serve the public good and where they don’t belong.” Julegavegivning er en helt igennem privat aktivitet, og i enhver familie må man vel afgøre, om man man vil fejre jul, give gaver og til hvilken værdi? Eller mener Sandel, at det skal reguleres af ”us… as a society”?

Kendt kapitalismekritik

Sandels kritik af markedets (eller kapitalismens) ”korrumperende” karakter er ikke ny. Allerede Marx kritiserer kapitalismen for ubarmhjertigt at sønderrive alle sociale bånd, så der kun er den nøgne interesse, den følelsesløse ”kontante betaling” tilbage (Det kommunistiske partis manifest, 1848), så på mange måder er det en Marxsk kritik, som Sandel genopliver uden at være marxist og uden at referere til Marx, og – noget overraskende for en idéhistoriker – forholder Michael Sandel sig slet ikke til, hvad andre tænkere før ham har tænkt om samme emne.

Er bogen værd at læse? Ja, det er en letlæst og underholdende bog. Mange venstreorienterede og konservative kommunitarister vil givetvis elske bogen, og selv om liberale vil ryste på hovedet over Sandels manglende overvejelser over betydningen af privat ejendomsret, så giver bogen også mange gode eksempler på markedsinnovationer og markedets evne til at allokere ressourcer mere effektivt end via kommandoer.

Skal der være moralske grænser for markedet?

Om forfatteren

Kommentarer (1)