Jeg har for tiden travlt med at få overblik over den litteratur, der kan fortælle os, hvor meget henholdsvis frivillig, tilskyndet og tvungen adfærd betød i forhold til håndteringen af pandemien i foråret (se uddybning nederst).

Men jeg vil lige hurtigt kommentere vismændenes svar i dag på mit indlæg i Information forleden, for svaret indeholder desværre en række stråmænd fremfor at svare på min kritik.

Stråmand 1

Vismændene skriver: ”For det første klargør vi ikke, i hvilken udstrækning nedlukningen i foråret drev kontakttallet ned, eller om det snarere var ændringer i befolkningens adfærd, der var ansvarlig. Ifølge Herby var det sidstnævnte, der gjorde hele forskellen”.

Bemærk det understregede. Og sammenlign med det, jeg skrev: ”frivillig adfærd havde altså en stor betydning, og en bred vifte af nyere litteratur peger da også på, at befolkningernes frivillige adfærd –hjulpet på vej af information og signaler fra staten – har været langt vigtigere end statens nedlukninger.”

Stråmand 2

Vismændene skriver: ”Når det gælder det første punkt [hvor vigtig er adfærd], så er det ikke korrekt, vi ignorerer spørgsmålet.”

Bemærk det understregede. Og sammenlign med det, jeg skrev: ”Derfor kunne vismændene med fordel have gjort mere ud af at belyse, hvad der drev pandemien ned i foråret.”

Stråmand 3

Vismændene skriver: ”Pointen er, at hvis der foreligger negative sideeffekter i forbruget, kan man på ingen måde entydigt konkludere, at nedlukning udløser et velfærdstab for samfundet, der er større end nedgangen i BNP, sådan som Herby gør gældende.”

Her er hvad jeg skrev: "derfor tilsiger grundlæggende forbrugerteori, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved nedlukningen er (meget?) større end det, vi kan se ud af BNP-tallene." Jeg påpeger altså, at man undervurderer omkostningerneaf faldet i BNP, men udtaler mig ikke om det samlede velfærdsresultat. I øvrigt giver vismændene mig ret (ikke overraskende - vi er jo økonomer), når de skriver: ”økonomer vil sige, at den slags forbrugere har et stort ”forbrugeroverskud” ved at frekventere beværtningen. Og den slags forbrugere kan man dårligt afvise findes. I så fald må velfærdsfaldet ved nedlukning være større end BNP faldet.” Det er denne indsigt, som mange ikke-økonomer i mine øjne overser.

Stråmand 4

Vismændene skriver: ”Afslutningsvis forlanger Herby i indlægget, at vi i realiteten burde have evalueret den førte strategi i forhold til Corona pandemien. Det lader sig imidlertid ikke gøre endnu.”

Her er, hvad jeg skrev: ”Det er muligt, at vismændene mener, at det ligger uden for formålet med deres rapport at frembringe den nødvendige viden i forhold til at lave en god pandemilov. Men når vismændene bringer emnet op, burde de som minimum have gjort klart, at dette er vigtige pointer, som skal belyses, inden politikerne vedtager en ny pandemilov.”

Det er åbenlyst, at man ikke kan evaluere den førte strategi endeligt endnu. Og det forlanger jeg da heller ikke. Men man kan sagtens kortlægge de problemstillinger, der er forbundet med en pandemihåndtering (som fx at folk reagerer som forventet (og frivilligt) på en farlig pandemi, og at regulering af en pandemi er så svært, at man nemt ender med at gøre ondt værre). En sådan kortlægning ville hjælpe politikerne til at vælge den bedst mulige strategi – og faktisk hjælpe dem mere, end en endelig vurdering, når pandemien er ovre.

Pandemien kalder på faglige input fra økonomer!

Jeg synes egentlig, at jeg i mit indlæg laver et godt oplæg til vismændene, så de får lejlighed til at uddybe og forklare de problemstillinger, som de ikke fik med i deres rapport. Desværre vælger vismændene at opstille stråmænd og gå i skyttegraven. Det er en skam. For det her er superalvorligt. Det er min klare opfattelse, at mange politikere (og store dele af befolkningen) tror, at samfundets svar på pandemien primært bestod af statens nedlukning af økonomien. Det er der intet der tyder på. Folk reagerer på verden udenfor deres hjem, og staten kan kun regulere en meget lille del af befolkningens sociale interaktioner. Derfor bør det ikke være overraskende for økonomer, at frivillig (og tilskyndet) adfærd er ekstremt vigtig i forhold til at håndtere pandemier.

Det skylder vi økonomer – og herunder nok særligt vismændene – at hjælpe andre til at forstå.

/Jonas

Som lovet: Uddybning af frivillig, tilskyndet og tvungen adfærd

Jeg synes, det er meget brugbart at opdele samfundet samlede respons på pandemien i tre undergrupper. De er herunder til inspiration.

Frivillig adfærd. I starten af marts kunne danskere følge udviklingen i antal smittede og døde med COVID-19. Allerede før 11. marts, hvor regeringen lukkede landet ned, havde mange danskere ændret adfærd i stor stil (bl.a. ved at spritte hænder og holde afstand). Informationerne om pandemien fik altså danskerne til at passe på.
Tilskyndet adfærd. Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksens pressemøde d. 11. marts havde en effekt. Skoler og institutioner var tomme dagen efter (torsdag), selvom de først reelt lukkede om mandagen. Og mange private aftaler blev aflyst. Signalet fra staten tilskyndede altså danskerne til at passe ekstra på.
Tvungen adfærd. Da staten lukkede skoler, restauranter og frisører ned, gjorde den det også mere besværligt for danskerne at have udvalgte sociale interaktioner, og den påvirkede dermed antallet og typen af sociale kontakter.

Stråmænd fra vismændene

Om forfatteren

Kommentarer (0)