Dette er tredje indlæg i min artikelserie under fællesnævneren ”Unintended Consequences”. Jeg vil medartikelserienvise, hvor utroligt svært det er at designe økonomien fra centralt hold. Og hvor nemt overskrifterne kunne have været helt anderledes, hvis den intention, politikerne havde meldt ud, havde været i tråd med de utilsigtede konsekvenser. Jeg håber, I vil læse det med interesse og huske på, at gode intentioner ikke er det samme som gode resultater. Og husk så på F. A. Hayeksvise ordi jeres virke som økonomer: “The curious task of economics is to demonstrate to men how little they really know about what they imagine they can design.”

NB:CEPOS søger en ny studenttil at hjælpe med at opgøre konsekvenserne af regulering. Ansøgningsfrist søndag d. 8. juli. Læs mereher.

15. juni 2017 indførte EUnye regler, der satte en grænse for, hvor megetmobilselskaberne kan opkræve for dataroaming i udlandet. Formålet var at få teleselskaberne til at sænke priserne, da mange mente, at priserne på data i udlandet var alt for høje.

Men var priserne det?

Hvad betyder "for høj"?

Før vi kan svare på spørgsmålet, er vi nødt til at definere, hvad en "for høj" pris egentlig er.Vi ved fra økonomisk teori, at den optimale pris er, hvor prisen (p) er lig med omkostningen ved at producere én ekstra enhed af godet (mc).

I virkeligheden er det nok meget, meget få markeder, hvor p = mc (hvis det overhovedet findes).I min tid hos konsulenthuset Incentive var jeg selv med til at rådgive virksomheder om, hvordan virksomheder skulle sætte priserne optimalt, og "p = mc" var ikke en del af vores repertoire.

Så for at gøre en lang historie kort, så er et helt generelt resultat fra økonomisk teori, at prisen er for høj (i forhold til det nyttemaksimerende niveau), hvis der er for lidt konkurrence.

Var der manglende konkurrence?

Et af argumenterne for EU's prisregulering af dataroaming var, at teleselskabernetjente godt på dataroaming. Men betyder det nødvendigvis, at der var manglende konkurrence til skade for samfundet?

Alle kender udtrykket om gynger og karruseller. Og som prissætningsspecialist ville den klare anbefaling til teleselskaberne være, at man designede mobilabonnementerne, så de mest prisbevidste forbruger fik det, de ville have (et billigt abonnement), mens de mindre prisfølsomme forbrugere blev opkrævet lidt ekstra (via fx dyr data i udlandet). Det kalder vi økonomer prisdifferentiering, og det er faktisk gavnligt i forhold til nyttemaksimeringen i samfundet, fordi den samlede produktion stiger.

Så det er altså ikke et tilstrækkeligt argument, at en virksomhed (eller en hel branche) tjener godt på ét produkt. Og tænk lige over det: Ville man på lignende vis argumentere for, at staten skule regulere prisen på popcorn i biograferne?

Det centrale spørgsmål er, om der var konkurrence på markedet. Og medmere end 120mobilselskaber i Danmark før EU's lovgivning trådte i kraft, er det svært at løfte et argument om, at der ikke var konkurrence, og at forbrugerne ikke havde tilstrækkeligt med valgmuligheder. Særligt når visse selskaber allerede dengang havde gratis/meget billig dataroaming (det havde fx 3, som også allerede i 2008 havde gratis telefoni fra visse lande).

Var der manglende information

En anden anledning til manglende konkurrence kan være manglende information. Mit eget speciale (med Christian Schultz som vejleder) handlede netop om, hvordan information påvirker konkurrencesituationen (links:speciale+slides).

Men forbrugerne vidste jo godt, at dataroaming var dyrt. Og man fik løbende sms'er, som man skulle reagere aktivt på, for at man kunne komme til at bruge mange penge (når detalligevel gik galt for Anker Boyes (S), som fik en meget høj regning, var det fordihan og Odense Kommune sagde ja til at købe ekstra data). Så informationen var der (og ellers kunne EU have reguleret informationsniveauet, hvilket ville have været mindre indgribende i markedet).

Hvad er der sket efter EU regulerede priserne?

Hvad har effekten af prisreguleringen så været?Først og fremmest er prisen på dataroaming naturligvis faldet. Det var hele formålet med loven, og sådan er det efter alt at dømme også gået.

Men det er ikke nok til at kalde det en succes. For der er også sket andre ting.Fx var et af et af de første modtræk fra mobilselskaberne at hæve prisen på deres abonnementer, fordi de nu ikke længere kunne "tjene på karrusellerne".Det brød EU sig ikke om.Et andet modtræk var, at mobilselskabernefjernede muligheden for dataroaming fra deres billigste abonnementer.Begge modtræk trækker i retning af, at de økonomisk dårligst stillede har fået et dyrere abonnement eller et abonnement med dårligere service.

Fra andre studier har man se, at en maksimalpris kan fungere som ensamarbejdspris (tacit collusion) (se fxher). Om det er (eller kan blive) tilfældet for dataroaming, er uvist.

Min udlægning

Fra udenlandske studier ved vi, at regulering ofte rammer de økonomisk dårligts stillede (se bl.a. detteinteressante paperfra Mercatus -- jeg har desuden flere kilder imit eget notat om reguleringsmængdeni Danmark).Fra mit skrivebord ligner EU's prisregulering på dataroaming endnu et eksempel på, at middelklassen indfører regulering, som potentieltskader de økonomisk dårligst stillede.

Så inden vi klapper i hænderne over EU's evner til at regulere markeder, så bør vi huske på Bastiats"That Which Is Seen, and That Which Is Not Seen"? Vi ser prisfaldet på dataroaming, men vi overser de umiddelbart usete negative konsekvenser, som (teoretisk set) sandsynligvis overstiger de positive, og som måske (=sandsynligvis?) rammer de økonomisk dårligst stillede.

I mine øjne bør myndighederne være varsomme med at indføre ny regulering, med mindre de er meget sikre på, at de forbedrer situationen for borgerne. Ellers risikerer vi at skabe utilsigtede konsekvenser, der er større end de umiddelbare gevinster. Jeg tror desværre, at EU's prisregulering falder i den kategori...

Hilsen
Jonas

Unintended Consequences: Var EU's prisregulering af dataroaming en god idé?

Om forfatteren

Kommentarer (8)