Det er et klassisk synspunkt, at protektionisme er med til at berige særinteresser (fx landbruget) på bekostning af forbrugerne. Argumentet er, at når staten indfører told eller kvoter på udvalgte varer (fx landbrugsvarer) så stiger de indenlandske priser, hvilket er til gavn for landbruget, men skader forbrugerne.

Synspunktet er som sådan ikke forkert. Men argumentationen stopper for tidligt i forhold til at finde ud af, hvem de egentlige vindere og tabere ved protektionisme er.

Websitet punditokraterne.dk [punditocracy, /pʌndɪˈtɒkrəsi/,noun,an elite or influential class of experts or political commentators.]kører denne sommer en serie om handel. Serien beskriver mange af problemerne ved at begrænse den frie handel. Og i det seneste indlæggår Christian Bjørnskov længere ned i dybden med, hvem der egentlig vinder på protektionisme. Og svaret er bliver vel i sidste ende, at:

Ingen vinder på øget protektionisme!

For at forstå hvorfor, kan vi tænke på en situation, hvor en virksomhed gerne vil have indført told på import for at beskytte sine egne produkter mod konkurrence fra udlandet. For at få politikerne til at indføre tolden, er virksomheden nødt til at investere i lobbyisme eller bestikkelse, for at få overtalt politikerne til at indføre tolden. De første promille i told er ikke noget problem, fordi tolden ikke generer særligt mange mennesker, og derfor er politisk billigt at gennemføre. Men efterhånden som toldsatsen hæves, bliver de politiske omkostninger så store, at det kræver meget lobbyisme eller bestikkelse at få hævet toldsatsen. På marginalen vil den ekstra gevinst, der tilfalder virksomheden, blive modsvaret af den ekstra omkostning, virksomheden skal bruge på at smøre politikerne.

Er budskabet så, at det det i sidste ende altså er lobbyisterne og/eller politikerne, der vinder på protektionisme? Nej.

Lad os først se på tilfældet, hvor virksomhederne køber protektionisme gennem bestikkelse. I dette tilfælde bliver det mere lukrativt at være politiker, hvilket betyder, at konkurrencen om at blive valgt vil stige. Potentielle politikere vil altså investere flere ressourcer i konkurrencen om at blive valgt. På marginalen vil politikerne bruge så mange penge på at købe politisk support, trykke valgplakater mv., at det netop modsvarer gevinsterne ved at blive valgt og kunne opkræve bestikkelse fra virksomhederne. Det er naturligvis heller ikke trykkerierne, der skal trykke valgplakaterne, der vinder på protektionisme, for de konkurrerer på lignende vis på marginalen.

En fuldstændig lignende historie kan fortælles, hvis virksomhederne "køber" protektionisme gennem lobbyisme. På marginalen vil der blive investeret så mange ressourcer, at gevinsten netop svarer til omkostningerne.

Resultatet er, at protektionisme -- på marginalen -- ikke giver nogen som helst nogen gevinst. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke kan være gevinster i gennemsnit, men de vil være langt mindre end de omkostninger, protektionisme medfører (læs mere i Punditokraternes sommerserie. Min kollega, Otto Brøns-Petersen, har desuden skrevet et glimrende indlæg i Berlingske som illustrerer dette).

Hvem vinder på protektionisme?

Om forfatteren

Kommentarer (7)